Revisionsvirksomheden ViaCount med afdelinger i Vojens, Toftlund og Ansager har ansat den 51-årige Bjarne Hjulmand som ny direktør. Bjarne kommer fra en stilling som manager hos Deloitte i Vejen og med mere end 20 års erfaring indenfor revision og rådgivning.                                            

- Med Bjarne Hjulmand får ViaCount en direktør, der evner at forene stor faglighed og fokuseret fremsyn med oprigtigt engagement for ejerledere i små- og mellemstore virksomheder, siger direktør i SLF og formand for ViaCounts bestyrelse, Erik Lydiksen. Han fortsætter: 

- Dertil kommer en stor forretningsmæssig forståelse for netop de ejerledede virksomheder. Med sin store ledererfaring formår Bjarne Hjulmand endvidere at engagere og udvikle sine medarbejdere. 

Skal skabe værdi

Bjarne Hjulmand glæder sig til at kunne servicere og skabe værdi for de små og mellemstore ejerledede virksomheder. Han fremhæver det som ViaCounts store force, at det er et mindre revisionshus, som qua ejerskabet fra SLF kan tilbyde en komplet rådgivningspalette. Det har været stærkt medvirkende til skiftet til ViaCount. 

- Jeg ser frem til at kunne opnå en tættere tilknytning til den enkelte kunde og dermed tilbyde mere dialog og bedre sparring. Der er naturligt en mindre afstand, end når man er en lille kunde i et stort revisionsselskab, siger Bjarne Hjulmand. 

Fremsynet direktør

Bjarne Hjulmand får ansvaret for den løbende drift i ViaCount og skal samtidig medvirke til udviklingen af et tættere forretningsmæssigt samarbejde mellem ViaCount og SLF.  

- Når jeg ser fremad, ser jeg selvfølgelig en øget digitalisering. Det er der allerede fokus på i ViaCount og SLF. Men jeg ser også en bevægelse fra, at man kigger på det historiske – altså regnskabet – til mere at se fremad. Der er et nyt mindset på vej. Også for ejerledere af SMV-virksomheder. Det fremadrettede vil i høj grad komme via forecasting, altså hvor man ser på, hvor man forventer at virksomheden er om 3, 5 og 10 år.  

Strategisk valg

Bjarne Hjulmand er også en del af SLFs ledelsesteam. Det er et strategisk valg for direktør i SLF, Erik Lydiksen. De ser begge mange paralleller mellem de små og mellemstore virksomheder og så landbrugsvirksomheder. Erik Lydiksen siger:

 

- Uanset om du er tømrer, murer, vvs’er eller landmand  med svin, så står du i de samme dilemmaer. Vi kan tilbyde rådgivning i hele virksomhedens livsforløb. Fra opstartsfasen med forretningsplan og valg af virksomhedsform, over vækstfasen med budgetter og forecasting til konsolideringsfasen med fokus på finansiering, ledelsesrapportering, økonomistyring, løn og personale, samt privatøkonomi. Til sidst i forløbet omkring generationsskifte og forberedelse til seniortilværelsen med optimering af pension, sociale ydelser og skat, testamente, arv og gaver. Alt det ligger i SLF- og ViaCount-regi. 

Dertil kommer selvfølgelig det grundlæggende med bogholderi, moms og afgifter, regnskab, revision og skat 

Fritid i naturen

Bjarne Hjulmand bor i Kolding, er gift og har en datter på 12 år. Fritiden bliver brugt på gå, løbe eller cykelture, da Bjarne Hjulmand nyder ophold i naturen.

Om ViaCount

ViaCount godkendt revisionsanpartsselskab er et regionalt rådgivnings- og revisionsfirma med hovedkontor i Vojens og afdelinger i Toftlund og Ansager. Vi beskæftiger 19 revisorer og revisorassistenter, der sætter en ære i at levere engageret og loyal service. ViaCount er ejet af SLF. 

ViaCount leverer rådgivnings- og revisionsydelser til ejerdrevne virksomheder i en lang række brancher.  Vi sætter kunden i centrum, tager udgangspunkt i kundens behov og yder 360 graders rådgivning. 

ViaCount er medlem af FSR – Danske Revisorer.