Frivilligheden blev sikret i Kongernes Nordsjælland
Nationalpark i Nordsjælland, Kongernes Nordsjælland, bygger på frivillighed, og det er der stor tilfredshed med.
Danmarks femte nationalpark, Kongernes Nordsjælland, er en realitet, og i Nordsjællands Landboforening, der har været en aktiv medspiller i projektet, som blev igangsat i 2004, er der glæde over, at næsten 13 års arbejde har sikret frivilligheden.
- Jeg er tilfreds med at vores medlemmer som lodsejere selv kan bestemme, om de ønsker at lade jord indgå i nationalparken eller ej. Vi har lige fra starten arbejdet hårdt og konstruktivt for, at nationalparken skulle blive en realitet – men helt uden tvang, fortæller formand for Nordsjællands Landboforening Søren Hansen.
Formanden for Kongernes Nordsjællands Natur- og Lodsejerlaug, Preben Birch, er også tilfreds med, at nationalparken bygger på frivillighed.
- Den frygt, som mange af vores medlemmer har haft for nationalparken, er i dag helt afløst af en tro på fremtiden og et ønske om en spændende fremtidig Nationalpark Kongernes Nordsjælland – til alles bedste, siger Preben Birch.
Frederiksborg Amts Familielandbrug har også været med i styregruppen, og formand Arne Winther Madsen glæder sig over resultatet af det gode samarbejde, der har været hen imod en nationalpark i Nordsjælland.
Læs hele artiklen i næste uges LandbrugØst, eller i netavisen på hjemmesiden allerede i dag.




































