Økologisk Landsforening: Mere liv på landet
For økologien som helhed går det bedre end nogensinde med omlægning og salg. Tallene viser en fremgang, som vi kun kunne have drømt om for bare et eller to år siden, skriver Per Kølster i lederen i den nyeste udgave af avisen Økologi & Erhverv.
’Septembers himmel er så blå’ og årstiden er til prangende farver. Naturen har indrettet det så viseligt, at vi skal igennem høsttidens overdådige festfyrværkeri af modning og forgængelighed før vinterens dvale. En smuk årstid.
Og hvad har året bragt indtil nu, hvor det meste af høsten er i hus, i hvert fald når vi snakker korn og foder? Middel er mit indtryk, sådan rundt regnet. Men for økologien som helhed, går det bedre end nogensinde med omlægning og salg.
Tallene viser en fremgang, som vi kun kunne have drømt om for bare et eller to år siden. Hvorfor, bliver jeg spurgt og svarer, at det er en kombination af dygtighed i branchen til at møde interessen, og så det udbredte ønske om at tage ansvar for dyrenes, naturens, vandets, klimaet og vores egen ve og vel.
Markedet viser sig fra en konstruktiv side, når der hele vejen rundt tages ansvar og handles på en sag, som er større end den, vi normalt prissætter i en vare. Der er virkeligt noget at glæde sig over.
Flere udfordrende fronter
Det skal samtidig ses på baggrund af, at økologien udvikler sig på trods af flere udfordrende fronter. Den ene handler om, at vi står med en ulige konkurrence med det konventionelle, der som bekendt ikke skal indregne sine eksternaliteter i prisen i samme grad. Helt grelt er det, når landbrugspakkens regnskab blandt andet bruger økologiens N-besparelse som løftestang for at bruge mere N. Grotesk.
En anden handler om den massive kritik, som såvel Bæredygtigt Landbrug som Bjørn Lomborg ikke holder sig for gode til at lade regne ned over økologien. Om det virker, er noget andet. Og måske er det et omfattende selvmål, fordi der netop er en udbredt forståelse for, at landbruget skal tage et reelt ansvar, og at det netop er det, økologien gør. Men der skal bruges kræfter på at forklare sagens rette sammenhæng, og økologiens budskaber er ikke bare sådan ’at pisse i sne’, som kravet er i moderne kommunikation. Men heldigvis er troværdigheden vores allierede.
Og en tredje front handler om, hvad det egentlig er, vi står over for af udfordringer. Heldigvis er der en modig del af verden, som både kan se, at økologien har en markedsorientering, der burde få alle til at klappe i hænderne, og at økologien udfordrer de sidste hundrede års blinde tillid til teknologien – ikke mindst den kemiske – som svaret på alle problemer. Menneskehedens udviklingshistorie bygger på vores dybe naturforståelse og respekt for Moder Jords grænser. Med den stigende befolkningstæthed globalt set er dette mere end nogensinde tvingende nødvendigt at forstå.
Vi skal række hånden frem
Vi har derfor i den grad brug for at række hånden frem og få skabt alliancer med de klogeste hoveder og sætte en dagsorden for nye løsninger. Økologien er, som vi kender den i dag, et skridt på vejen. Og vi har brug for at træde nye stier og løfte os yderligere, for at finde de endnu mere fremtidsrettede svar på klimaudfordringer, muldens forvaltning, planternes muligheder, dyrenes velfærd og den forsyning og sundhed, som vi alle har krav på som mennesker.
Som økologer skal vi forvalte markedets korte perspektiv og den nære verden, og samtidig er vi i den grad forpligtede af vores egne idealer og principper og dermed forpligtede til også at tænke langt. Vi skal samarbejde, der hvor vi kan, og hvor der er klangbund, og vi skal sige fra, der hvor kritikerne lever i en verden af i går. Fremtidens udfordringer er alt for væsentlige til at gå i små sko.
I går snakkede jeg med Sam, som har bierne her på gården. Jeg spurgte ham om årets resultat, og han fortalte, at der i snit var ca. 35 kg honning pr. bifamilie. Han var tilfreds, selvom udbyttet for et par generationer siden kunne ligge over 100 kg pr. familie. Sam havde opgivet at stille stader i det ’normale’ landbrugslandskab, fordi det ikke var usædvanligt, at det højst var 10 pct. af bierne, der overlevede en sommer.
Der er ingen vej uden om, at vi skal have omlagt max arealer for at genrejse den naturlige frodighed, der knytter sig til vores agerland. Vi skal have genrejst en bugnende biodiversitet og den mangfoldighed, som ikke alene handler om efterårets farverigdom, men om den rigdom, som er hele forudsætningen for vores eksistens. Det er bare med at glæde sig over væksten i de økologiske arealer, og så er det bare med at se at komme videre. Der er ingen vej udenom og den er spændende.






































