Fra Fyn til NM i Sverige
Fyn leverer en dommer og to pløjere til det nordiske pløjemesterskab i Sverige.
To fynboer er blandt de fem pløjere, som for LandboUngdom lørdag den 24. og søndag den 25. september skal repræsentere de danske farver ved det nordiske mesterskab i pløjning, som afholdes på Apertin Country House 20 km nord for Karlstad i Sverige.
For første gang er der seniorer med til det nordiske pløjemesterskab. En af dem er Michael Balle, Skt. Klemens, som kvalificerede sig til det nordiske stævne ved DM i pløjning på Kragerup Gods 2015. Michael Balle deltog i 1986 i det nordiske juniormesterskab, og da LandboUngdom Danmark i samarbejde med de nordiske pløjeorganisationer har besluttet at afholde NM for seniorpløjere, er han klar til at være med igen. Den trænede fynske pløjer blev nummer to ved Fyns LandboUngdoms fynspløjning på Brobygaard i lørdags.
Den anden fynske pløjer, Rasmus Hindsgaul, Årslev, er med til NM for standardplove for første gang. Han vandt Fyns LandboUngdoms fynspløjning på Brobygaard.
Begge de to fynboer pløjer med tofurede Kverneland plove, for Michael Balles vedkommende trukket af en MF 6140, mens Rasmus Hindsgauls forspand er en Ford 6610.
De tidligere VM-pløjere, Kurt Nørrisgaard, Ullerslev, og Hardy Andersen, Holstebro, er trænere for de fem danske NM-pløjere og vil under konkurrencen være dommere. Begge har mange års erfaring med pløjning på internationalt plan.
Læs mere om de to NM-pløjere og om Fynspløjningen 2016 i næste uges LandbrugFyn.




































