Tredie gang i træk for ung fynbo
Igen i år trak Emil Ringberg fra de øvrige og vandt standardklasse 1.
Trods sine kun 19 år er Emil Ringberg fra Balslev blandt de erfarne i feltet, når der skal trækkes om DM-titlen. Men sin Ford 8200 har den unge vestfynbo nu for tredie år i træk vundet standardklasse 1, der er traktorer fra 4.400 til 5.700 kg.
Det skete i overlegen stil i Tusindårsskoven ved danmarksemesterskabet i lørdags, hvor han efter »full pull« i første forsøg som den eneste i »pull off’en« nåede ud over 100 meter. Helt præcist 100,3 meter, hvor nummer to måtte stoppe ved 93.5 meter.
Oprindelig er Ford 8200’eren født med 100 hk. Men indenfor reglerne er det alligevel lykkes at få den 6,6 liters motor til at yde i omegnen af 900 hk, når der går løs foran slæden.
- Min far (Knud Ringberg, red.) og jeg har arbejdet hårdt med traktoren i år. Koblingen har drillet og to gearkasser er smadret i sæsonen. Alligevel gik det jo rigtigt godt, lød det fra Emil Ringberg, der til daglig er landbrugsmekaniker hos Roerslev Smedie.





































