Økologer får nu målrettet svinerådgivning
Landbo Limfjord og Midtjysk Svinerådgivning opretter specielt rådgivningsteam til økologiske svineproducenter.
Landbo Limfjord og Midtjysk Svinerådgivning lancerer en tværfaglig gruppe bestående af planteavlskonsulent Ida S. Nicolajsen, svinerådgiver Niels Chr. Dørken og økonomikonsulenterne Lisbet B. Bodilsen og Christian R. Paulsen.
Dermed udvider de den tværfaglige økologiske rådgivning, som indtil videre primært har henvendt sig til mælkeproducenter og planteavlere.
- Det er et nyt koncept, som vi ikke har kendskab til, at der eksisterer andre steder i landet. Vi ønsker at målrette rådgivningen til både eksisterende økologiske svineproducenter og til dem, som ønsker at se på mulighederne for at lægge om til økologisk svineproduktion, lyder det fra det nye team.
Stort potentiale i økologi
Forbruget af økologisk svinekød er steget støt og roligt over de seneste år, som betyder, at der er blevet efterspurgt et stadigt større og større udbud.
Derfor tror Landbo Limfjord og Midtjysk Svinerådgivning på, at mange svineproducenter kan lave en god forretning ved at lægge om til økologi, hvis de har troen og modet på det.
- Omlægning til økologi skal være båret af en god forretning for den enkelte landmand, og det ser det ud til, at det er det. Markedet er i hvert fald mere modent, end det har været tidligere. Samtidig er det en produktionsform, som man kan give sig i kast med uden samme store kapitalbinding, som konventionel produktion kræver, mener teamet.
Det forventes, at der åbner en ny pulje til gratis omlægningstjek fra 1. januar 2017, oplyser rådgiverne.
Det er også muligt at få et mini-omlægningstjek bestående af 2-3 timer, hvor to rådgivere gennemgår mulighederne for omlægning.
Mulighed for mindre smågriseproducenter
Rådgiverne i det nye team har kendskab til en del smågriseproducenter, hvor staldene enten er ved at være nedslidte eller for små til at konkurrere på afsætningssiden.
På disse ejendomme kan der være god logik i at omlægge til økologi, mener de.
- Det er i første omgang smågriseproducenter eller integrerede producenter, som vi fokuserer på. Er smågrisene til stede, er vi nemlig ikke i tvivl om, at der nok skal findes slagtesvinestalde til færdigfedning. Der findes nemlig mange stalde, som med små midler kan gøres klar til økologisk produktion, lyder det.
Det nye team vil også kunne rådgive eksisterende, økologiske svineproducenter.










































