Økologi: Skal, skal ikke?
Hvis du overvejer at omlægge din produktion eller dele af den til økologi, så vurder fra start, hvordan du vil løse de praktiske udfordringer såsom det ekstra tidsforbrug i hverdagen, der følger med – tag forbehold for miljøregler allerede i projektets startfase - vær opmærksom på trenden ude hos forbrugeren – og sæt forudsætninger, som det er nødvendigt (og realistisk), at du kan leve op til, for at din fremtidige økologiske virksomhed kan hænge økonomisk sammen. Det var nogle af de mange pointer, der blev fremhævet til Patriotisk Selskabs arrangement ”Er omlægning til økologi vejen frem?”.
Om det er en god idé at omlægge sin produktion eller dele af den til økologi er naturligvis ikke noget, der kan gives overordnede retningslinjer omkring, som gælder for enhver landbrugsvirksomhed. Alligevel er der en række ”obs-punkter”, som kan veje for og imod i den enkelte situation. Disse fremhævede Patriotisk Selskab til arrangementet ”Er omlægning til økologi vejen frem?”.
Seniormiljøkonsulent Sheila Neldeborg, som var koordinator for arrangementet, fortalte om den miljømæssige side af sagen:
- Omlægning til økologi kræver en miljøgodkendelse – omend brugen af en anmelderordning i visse tilfælde kan løse sagen. Under alle omstændigheder bør man lade miljøreglerne få en indledende plads på dagsordenen – tænke miljøreglerne ind i sit projekt fra starten. Det er så ærgerligt at bruge en masse ressourcer på at lægge planer for et projekt, der senere viser sig ikke at kunne føres ud i livet pga. regler, siger hun.
Og netop planlægningen er essentiel, når det kommer til en omlægning. Omlægning til økologi er nemlig en strategisk beslutning, påpegede virksomhedsrådgiver Per Kristensen:
- Hvis man først tager beslutningen om, at man gerne vil omlægge, må man sætte nogle forudsætninger for, at det skal kunne lykkes – bl.a. lægge sig fast på nogle dækningsbidrag, som det er realistisk, at man kan realisere med den nye forretning. Man må gerne være lidt pessimistisk – og hvis regnestykket stadig ser fornuftigt ud, er det et rigtig godt udgangspunkt, når samarbejdspartnere og pengeinstitutter skal involveres.
Per Kristensen fremlagde et eksempel på, hvordan et realistisk regnestykke for en økologisk landbrugsvirksomhed kan se ud:
- Jeg har ikke medregnet de gode muligheder, der er for at få tilskud til finansieringen, som vi ser i øjeblikket. Alligevel ser mit eksempel så rentabelt ud, at det sagtens ville kunne præsenteres for banken, konkluderer han.
Fortsætter den økologiske trend?
Men det er naturligvis ikke udelukkende det økonomiske, der skal tages højde for i beslutningsprocessen:
- Mange undervurderer tidsforbruget, samt hvad man skal bruge af arbejdskraft i en økologisk produktion, fortalte svinekonsulent Kasper Nordtorp under sit indlæg om økologisk svineproduktion i et praktisk perspektiv - og Per Kristensen erklærede sig enig i, at behovet for ekstra arbejdskraft er noget af det, der kan overraske negativt som følge af en omlægning.
Derudover må man også forholde sig til, at økologi nu en gang er en trend dikteret af forbrugeren, påpegede indlægsholderne. Økologi er stort i øjeblikket – men vi kan teknisk set ikke vide, om økologi fortsætter med at være populært – herunder, om de gode tilskudsmuligheder for økologisk produktion varer ved. Ikke mindst er det svært at sige, hvor meget udbuddet af økologi stiger, og om markedet bliver mættet.
- Vi må konstatere, at økologi har nogle udfordringer i forhold til klima. Det kunne godt tyde på, at faktorer som eksempelvis bæredygtighed og klima i fremtiden får en betydning for forbrugerens indkøb – og heraf måske endda kan få sine egne ”mærker” på linje med det røde øko-mærke, afsluttede teamleder (miljø, natur & husdyr) Tine Zimmermann mødet.
Målrettet rådgivningspakke: Er økologi det rigtige for DIN virksomhed?
Patriotisk Selskab tilbyder en rådgivningspakke bestående af 2 møder af 2 timers varighed med 2-3 konsulenter for 6.000 kr. Til møderne er der fokus på at afklare, om økologi er vejen frem for den pågældende virksomhed – samt ikke mindst hvilke strategiske overvejelser, der skal gøres, inden omlægningen gennemføres. De 2-3 konsulenter, der deltager i møderne, udvælges nøje, så deres kompetencer passer sammen med det, der måtte være behov for i virksomheden.








































