Den helt nye VW Amarok 3,0 V6 TDI 4Motion med top-udstyrsniveauet Aventura er en stor bil. Men selv om 2017-Amarok'en er fem en kvart meter lang, ca. to meter bred (plus spejle) og med en egenvægt på et par tons, så vænner man sig hurtigt til størrelsen.

Og da bilen – på grund af en letgående og præcis servostyring, et velfungerende automatgear, en særdeles kraftig og stilfærdig motor og et udmærket udsyn fra førersædet – er let at omgås, bliver man hurtigt »dus med kareten« og nyder at køre i den. 

Både terræn og vej

Faktisk kører VW Amarok V6 stort set som en personbil. Bortset fra, at den på grund af 4-hjulstrækket kombineret med en akselafstand på over tre meter kræver noget mere plads, både når man kører, og når man skal parkere. Desuden betyder en stor frihøjde og 20" hjul, at man ikke sætter sig ind – men op – i bilen. Og man skal være ganske langbenet for at nå jorden fra sædet, når man stiger ud.

Til gengæld betyder den store frihøjde tilligemed permanent 4-hjulstræk og et 1. gear udlagt som reduktionsgear, at køretøjet har nogle virkelig gode terrænegenskaber.

Også på vejen er køreegenskaberne gode, selv om man aldrig er i tvivl om underlagets beskaffenhed, når man kører på en ujævn markvej eller en hullet kommunevej. 

Læs hele testen i denne uges LandbrugFyn.