Reglerne om grundbetaling i 2017 på plads
Nu kan du se, hvilke regler der gælder til næste år.
Bekendtgørelsen omhandler også grøn støtte, ø-støtte og støtte til unge nyetablerede landbrugere.
Herunder kan du se ændringerne i bekendtgørelsen om direkte arealstøtte:
Inddragelse af betalingsrettigheder
Efter EU-reglerne skal NaturErhvervstyrelsen inddrage betalingsrettigheder, som er i overskud, hvis der har været et overskud to år i træk. Hvis en landmand har haft et overskud på 0,50 ha i 2016, og han får et overskud på 1,0 ha i 2017, skal styrelsen inddrage betalingsrettigheder for 0,50 ha. Man inddrager altid betalingsrettighederne med den laveste værdi.
Hvis du som landmand både ejer- og forpagter-betalingsrettigheder med samme lave værdi, kan du som noget nyt vælge, at vi skal inddrage ejede betalingsrettigheder før de forpagtede.
Tildeling fra national reserve
I 2017 kan man kun søge om betalingsrettigheder fra den nationale reserve til arealer, der har været midlertidigt eksproprieret i to år i træk. Det skyldes, at man først inddrager et overskud af betalingsrettigheder, når der har været et overskud to år i træk.
Plantetal for poppel
For lavskovsarealer med poppel sætter vi det krævede plantetal ned til mindst 1.000 planter pr. ha i 2017. Hidtil har minimumsplantetallet været 2.000 planter pr. ha.
Hvad er ikke ændret
NaturErhvervstyrelsen har modtaget mange gode kommentarer til bekendtgørelsen, da den var i høring. Flere har påpeget et problem med, at små permanente græsarealer under 0,30 ha bliver lagt i egen markblok, så de ikke længere er støtteberettigede. Andre ønsker, at der indføres flere typer af MFO-arealer. Der blev også stillet forslag om at have mulighed for vildt- og bivenlige tiltag bredere end 10 meter.
På Høringsportalen kan du læse de konkrete kommentarer og begrundelsen for, at reglerne ikke er ændret på disse punkter.
Se dokumentet med høringssvar og begrundelser
Se den endelige bekendtgørelse for 2017





































