MultiOne kan nu køre på propangas
Den danske importør af MultiOne, HCP Nordic, er i samarbejde med Agrotek i Hobro begyndt at ombygge de smidige minilæssere til gasdrift, hvilket åbner nogle helt nye salgsmuligheder.
Der er flere kundegrupper, som ifølge den danske importør af MultiOne, HCP Nordic, specifikt ønsker at køre på propangas, og fælles for dem alle er ønsket om at undgå generende udstødningsgasser og minimere støjniveauet – i landbrugssektoren er det typisk i stalde med begrænset ventilation, i parksektorens byområder og i industrien er det de samme steder, hvor der gennem mange år er brugt gaffeltrucks på gas.
Dette gør at HCP Nordic, i samarbejde med Agrotek i Hobro er begyndt at ombygge de smidige minilæssere til gasdrift, hvilket åbner nogle helt nye salgsmuligheder.
Den første ombygning til gas blev gennemført for, at Pølsemanden kunne få en MultiOne til brug på sommerens festivaler, hvor levnedsmiddelkontrollen ikke tolererer, at der flyttes fødevarer via køretøjer, der afgiver potentielt skadelig udstødning. Det blev en succes.
Nu er de næste 2 blevet leveret til Mobil Sandblæsning fra Ikast, der skal bruge dem til deres store opgaver i industrihaller, lastrummene på skibe og andre spændende opgaver.
Gas eller el?
Gasløsningen undrer måske i en tid, hvor alle taler eldrevne køretøjer, men ifølge Tommy Kærgaard fra importøren HCP er årsagen enkel. ”Hvis kunderne har behov for at kunne køre hele dagen og ydermere anvender hydraulikken til f.eks. græsklippere, fejemaskiner og hyppige løft, så er aktionstiden på eldrevne køretøjer stadigvæk alt for lille.
2 af de første gasdrevne MultiOne-minilæssere skal f.eks. anvendes hos et firma, der arbejder med sandblæsning rundt om hos industrielle kunder, og når de først går i gang, kører de i 2-holdsskift.
Ombygning til gasdrift kræver ny motor
Der er mange forhold at tage i ed, når man piller en dieselmotor ud af en minilæsser og erstatter den med en motor, der kan køre på propangas. Løsningen for MultiOne er centreret om en Kubotamotor, hvorefter Agrotek med stor omhyggelighed har opbygget en ”gaskonstruktion”, der slutteligt er kontrolleret af en truckspecialist, så sikkerheden er helt i top.
Tommy Kærgaard, som er ansvarlig for salget af MultiOne i Danmark, er helt sikker på, at der kommer mange flere maskiner ud at køre med gas som brændstof. ”Det er et spændende alternativ til både diesel, benzin og el, og den ombygning, vi gennemfører, er både til at betale og driftssikker at anvende”.





































