Fejlvurdering fra Skat
Skat nægter at rette, selvom de fejlagtigt vurderer landbrug som ren beboelse. Sådan beskriver chefrådgiver Sonja Sørensen fra LMO den situation, som Bente Andersen er kommet i. På trods af en velfungerende svineproduktion har Skat ændret ejendomsvurderingen til ren beboelse i stedet for landbrug. Det betyder en væsentlig dyrere skattebetaling.
Der har i mange år været svineproduktion på Katrinesminde ved Skanderborg. Ejeren har frasolgt en del jord, så den tilhørende jord til landbrugsejendommen består i dag af 3,5 hektar. På ejendommen er der bygninger, som er lejet ud til svineproduktion, og der er fortsat
intensiv svineproduktion på ejendommen.
- Der bliver drevet svineproduktion i staldene, som det er sket i en årrække, men eftersom der er så lidt jord til Katrinesminde, har Skat automatisk ændret ejendomsvurderingen til beboelse, hvilket er helt forkert, siger Bente Andersen.
Den ændrede vurdering betyder helt konkret, at ejendomsskatten steg med cirka 15.000 kroner, og at der ikke er fradrag for erhvervsmæssige udgifter til forsikring og vedligeholdelse af ejendommen.
- Jeg synes, det er utroligt underligt, at Skat kan begå sådan en fejl her, når der er en landbrugsvirksomhed med svineproduktionen registreret på adressen. På den måde gør Skat jo pludselig svineproduktion afhængig af jorden, og hvis der ikke er nok jord, så skønner de automatisk ejendommen til udelukkende at være beboelse. Det, synes jeg, virker helt forkert, siger Bente Andersen og fortsætter.
- En ting er, at de begår fejlen – men noget andet er, at de nægter at rette den. Hvorfor skal jeg betale for, at Skat springer over, hvor gærdet er lavest?
Vurdering kan ikke ændres
Eftersom Skat og tilsyneladende også Skatteankestyrelsen nægter at genoptage vurderingerne og rette det, som chefrådgiver Sonja Sørensen kalder for en åbenlys fejl, så mener chefrådgiveren, at retssikkerheden er truet på vurderingsområdet.
- Skat har indført denne praksis, hvor de automatisk ændrer en vurdering af en landbrugsejendom til en beboelsesejendom, hvis der afstås jord, så ejendommens jord kommer under 5,5 hektar. Dette betyder for ejeren, at ejendomsskatten stiger voldsomt, hvilket naturligvis er helt urimeligt. Dertil kommer, at landmanden mister retten til at fratrække erhvervsmæssige udgifter på ejendommen, siger Sonja Sørensen.
Mange opdager først ændringen, når den forøgede ejendomsskat opkræves. På det tidspunkt er klagefristen paradoksalt nok udløbet, fortæller chefrådgiveren.
- Skat vælger at fortolke loven sådan, at hvis ejendommens benyttelse fejlagtigt er ændret til en beboelsesejendom, kan dette ”vurderingsskøn” ikke genoptages. Dette fastholder Skat også i situationer, hvor det er helt åbenbart, at ejendommen benyttes til landbrug – nøjagtigt som i tilfældet med Bente Andersens ejendom, siger Sonja Sørensen og fortsætter:
- Vi finder det uacceptabelt, at Skat og Landsskatteretten fastholder, at en vurdering ikke kan genoptages, når det er helt åbenlyst, at der er tale om en fejl fra Skats side. Når alle kan se, at der ER landbrugsproduktion på ejendommen, så er det jo dybt forkert og meget uretfærdigt for dem, det går ud over.
En principiel sag
I den konkrete sag frastykkede ejeren noget jord men fortsatte en intensiv svineproduktion i ejendommens driftsbygninger i samdrift med andre ejendomme.
Chefrådgiver Sonja Sørensen agter nu at køre sagen som en pricipiel sag, eftersom der findes mange lignende tilfælde.
- Når der drives landbrugsproduktion på en landejendom, så skal Skat vurdere ejendommen som et landbrug - alt andet er urimeligt Jeg synes, at Skats fortolkning af reglerne mangler enhver form for sund fornuft, så det er på tide at få det ændret, siger hun.




































