Friland bliver organiseret under Tulip Food Company
I forbindelse med Danish Crowns nye 4WD strategi, vil Friland blive organiseret under Tulip Food Compagny fremadrettet
Danish Crown lancerede 9. november koncernens nye femårige strategi 4WD. Strategien – hvis navn dækker over ”four-wheel drive”, firehjulstræk, og ”forward”, fremad – har fokus på forenkling og på at gøre en stærk virksomhed endnu stærkere. I den forbindelse undergår Friland nogle organisatoriske ændringer, idet selskabet bliver organiseret under Tulip Food Company.
Det sker for at styrke Friland og Frilands produkter – især via en tættere integration med en større del af værdikæden.
- Stadig flere forbrugere efterspørger økologi og dyrevelfærd – herhjemme og i udlandet. Det er en glædelig udvikling, men også en udvikling, der kræver en styrkelse af vores organisering, hvis vi skal fastholde og udvide vores position og få os til at stå som en styrket enhed i markedet, siger Henrik Biilmann, direktør for Friland A/S.
Friland uændret
Som leverandør til Frilands koncepter vil man ikke opleve ændringer. Friland er fortsat et selvstændigt datterselskab med egen bestyrelse og de samme afregningsprincipper, lige som man som landmand vil man have de samme kontaktpersoner.
- De organisatoriske ændringer sker kun for at optimere vores forretning, så vi i sidste ende kan sørge for det bedst mulige udbytte til vores leverandører, understreger Henrik Biilmann







































