Med en totalhøjde på kun 189 centimeter og en bredde på blot 89 centimeter er den nye kompakte læsser, Schäffer 2428 SLT, som skabt til at tage det sure, hårde slæb overalt på bedriften – også i gamle, lave staldbygninger og andre ældre driftsbygninger i landbruget, hvor pladsen er trang både i højden og bredden.

De beskedne ydre mål betyder for eksempel, at Schäffer 2428 SLT uden problemer kan køre ind og ud gennem en almindelig stalddør. Og er der tale om en ældre bindestald med malkekøer, er der lige præcist kappet så meget af maskinens højde, at den i langt de fleste tilfælde kan passere under mælkerørene, fortæller den danske importør og forhandler, Helms TMT-Centret A/S, i en pressemeddelelse.

Den nye læsser kan også komme ind gennem et dørparti og klare opgaven, hvis man skal have gravet nogle gulve ud inde i stuehuset. 

Løfter et ton to meter op

Læsseren kan løfte et helt ton i over to meters højde. Det betyder, at den lille kraftkarl lige kan snuppe en palle med et ton fodermidler – eller måske træpiller – ned fra en lastbil og sætte det hele på plads i en fart. Den maksimale løftehøjde er 2,80 meter.

Eller når en wrapballe med typisk 800 kg ensilage skal hentes udenfor og fragtes ind til dyrene – måske gennem lave og smalle døre, porte og gange – så klarer 2428 SLT’eren også den opgave.

Maskinen er også uundværlig, når det tunge slæb med at muge ud i dybstrøelsesbokse – også hvor pladsen er trang – og transportere dybstrøelsen udenfor står for døren. 

Overalt, hvor den kompakte læssemaskine skal køre og dreje rundt om skarpe hjørner, gør knækstyringen det hele tiden ekstra nemt at manøvrere med den. 

Kører på spaltegulve

Maskinen drives af en Kubota-dieselmotor. Dens egenvægt overstiger ikke de to tons. Dermed kan man køre med den på de fleste spaltegulve. Minilæsseren kan udstyres med ekstra brede hjul, så vægttrykket fordeles bedre.

Helms TMT-Centret fremhæver endnu en oplagt fordel ved maskinen, nemlig en lav indstigningshøjde, som letter arbejdet ved hyppige ind- og udstigninger. Ønskes det, kan læsseren fås med førerkabine.

Schäffer 2428 SLT kan fås med en lang række redskaber, eksempelvis fejekost, græsklipper, flishugger og sneplov, som alle passer fint til danske forhold.

Læsseren og redskabsprogrammet er nemlig udviklet i et tæt samarbejde mellem Schäffer-fabrikken i Tyskland og Helms TMT-Centret A/S, der har afdelinger i Herning, Aarhus og Ringsted samt et landssækkende forhandlernet.