Der er store forandringer i olieleverandørselskabet Uno-X Landbrug, som nu skifter navn til YX Landbrug og samtidig øger ambitionerne.

- YX Landbrug skal være kendt for især to ting: Den bedste kundeoplevelse og tørløbssikring i branchen, fortæller divisionschef Michael B. Hansen til Effektivt Landbrug.

Det nye YX Landbrug har ambitioner om at blive markedsledende i branchen, og det skal ske ved at øge fokus på at gøre det, selskabet er bedst til: At være rendyrket olieleverandør til de danske landmænd, fortsætter divisionschefen.

- Vi vil fortsat have fokus på at have et team af medarbejdere, som er dedikerede til dansk landbrug og kender landmændene, og derfor kan de også strikke den bedste løsning sammen for hver enkelt af dem.

- Samtidig vil vi gerne med navneskiftet markere, at selskabets brand og identitet står endnu mere synligt i landmændenes dagligdag end tidligere. Vi vil gerne sende et signal om, at vi tror på dansk landbrug og har store ambitioner, siger Michael B. Hansen.

 

Ud over forventning

Han fortæller, at YX Landbrug som et led i den nye strategi vil slå mere på de bløde værdier fremover.

- En god kundeoplevelse handler ikke kun om, at landmanden får den største rabat. Der er også andre facetter, som for eksempel landmandens oplevelse af, at vi lægger os i selen for at levere dieselolien hurtigst muligt, når behovet er der. Netop oplevelsen er vigtig for os. Det betyder noget for os, at landmanden kan mærke, at det betyder noget for os. Vi har en lyst til at lykkes for ham. Det skulle gerne skabe en oplevelse hos kunden af, at det er lidt ud over hans forventning, siger Michael B. Hansen.

Som et led i den nye strategi vil YX Landbrug derudover i højere grad tilbyde en optimeret tørløbssikring, så kunden ikke behøver at bekymre sig om, om dieseltanken er ved at løbe tom, oplyser divisionschefen.

- Især i høsten kan det være forbundet med store omkostninger at holde stille i marken, fordi dieselolietanken er løbet tør. Normalt bestiller landmanden selv dieselolien hos os, men fremover vil vi i højere grad tilbyde de, der er interesserede, en aftale, som sikrer, at tingene kører af sig selv. Så behøver landmanden ikke selv tænke på, hvornår tanken løber tør, siger Michael B. Hansen.

 

Norsk ejer

Det nye YX Landbrug er en del af YX Danmark A/S, som igen er en del af det norske selskab Reitangruppen AS, der blandt andet også ejer Rema 1000 og 7-Eleven. Ejeren af Reitangruppen er den norske forretningsmand Odd Reitan.

YX Danmark a/s har i dag en bruttoomsætning på cirka 4 milliarder danske kroner.