Målrettet indsats for øget dyrevelfærd og kvalitet, sikrer Gråsten Fjerkræ en attraktiv anerkendelse af en serie økologiske kyllinger og kalkuner, som nu anbefales af Dyrenes Beskyttelse. Forbrugerne lægger i stigende grad vægt på dyrevelfærd, når de køber ind.

Gennem de senere år har Gråsten Fjerkræ A/S målrettet investeret i løsninger, der har sikret en bedre dyrevelfærd og kvalitet. Det synlige bevis på, at indsatsen er lykkedes, er, at virksomheden netop har fået tilladelse til at forsyne emballagen på sine økologiske kyllinger og kalkuner med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Dyrenes Beskyttelse har gennemført inspektionsbesøg hos tyske producenter i Schwerin-området i Mecklenburg-Vorpommern, hvor Gråsten Fjerkræ opdrætter sine økologiske kyllinger og kalkuner.

-  Her har vi konstateret, at dyrene opdrættes med god dyrevelfærd  og bl.a. går en stor del af livet frit på store græsmarker. Godkendelsen omfatter også en specialproduktion af skovkalkuner, som opdrættes i fuld frihed på et område med en hektar skov. Den ekstra plads og dyrenes mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd har stor betydning for dyrevelfærden, siger direktør Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse.