Roskilde Dyrskue samler fødevareudstillinger
Der er åbnet for tilmelding til fødevareudstillingen på Roskilde Dyrskue, hvor Økocamp og Spisekammeret samles i én udstilling.
Roskilde Dyrskue har åbnet for tilmelding til fødevareudstillingen, som er en væsentlig del af det store dyrskue, hvor publikum kan opleve den sidste del af råvarernes rejse fra jord til bord.
86.000 gæster var i 2016 på Roskilde Dyrskue, og Spisekammeret blev flittigt besøgt. Publikum har vænnet sig til, at Spisekammeret er i Hal 8, og at der her er flotte råvarer, godt håndværk, god mad og spændende aktiviteter.
Sådan bliver det også i 2017, hvor dyrskuet dog samler de to fødevareudstillinger, Økocamp og Spisekammeret, i én samlet udstilling, da de økologiske varer i dag er en helt indarbejdet del af fødevareudbuddet generelt.
- Ligesom supermarkederne præsenterer øko-varer i deres samlede sortiment, ønsker vi nu at præsentere økologien på lige fod med de øvrige kvalitetsfødevarer, som publikum kan opleve i Spisekammeret, fortæller Charlotte Frimer Pedersen, der er sekretariatschef for Roskilde Dyrskue.
Et levende Spisekammer
Christina Adler Jensen arbejder med Spisekammeret for Roskilde Dyrskue og har en vision om at skabe et levende Spisekammer, der skal både inspirere og mætte.
- Her skal gæsterne præsenteres for det bedste og give dem mulighed for at møde ildsjælene bag de mange nye spændende lokale fødevarer, der pibler frem. Og så vil vi give fødevareproducenterne en mulighed for at møde nye kunder og præsentere deres produkter for vores mange gæster, forklarer hun.
- Det kommer, fortsætter hun, til at foregå i de mange udstillinger, hvor gæster kan købe råvarer og forarbejdede produkter direkte fra producenten. Men også via inspirerende fortællinger og værksteder, hvor gæster selv kan få hænderne i maden.
Roskilde Dyrskue foregår i 2017 i dagene 26.- 28. maj, og der er yderligere oplysninger om blandt andet tilmeldingen til den store fødevareudstilling på www.roskildedyrskue.dk.









































