Regionsrådsformand ny kartoffelambassadør
Stephanie Lose bliver ny kartoffelambassadør, når Danmarks Kartoffel Råd afholder årsmøde på Egeskov Slot.
Når Danmarks Kartoffel Råd tirsdag den 24. januar for 19. gang afholder årsmøde i riddersalen på Egeskov Slot, vil Syddanmarks regionsrådsformand, Stephanie Lose, kunne tilføje endnu en titel på sit visitkort, nemlig »kartoffelambassadør«.
Stephanie Lose vil på mødet blive udnævnt til officiel kartoffelambassadør 2017 for Danmarks Kartoffel Råd. Derved bliver hun det nyeste navn på en liste, som i forvejen tæller navnene på en lang række af kunstnere, politikere, musikere, sportsstjerner, erhvervsfolk og TV-kendisser.
I forbindelse med udnævnelsen vil Stephanie Lose holde et foredrag om »God kost – også når man er syg«.
Underholdningen på årsmødet leveres af operasanger Jesper Buhl og pianist Hanne Bramsen. Dagens program rundes af med en (kartoffel)buffet kreeret af Kjærs Køkken.
Respekt om kartoflen
Danmarks Kartoffel Råd, som blev stiftet i 1998 – blandt andet på initiativ af et andet nuværende medlem af det syddanske regionsråd og oldermand i kartoffelrådet, Carsten Abild, - har gennem alle årene arbejdet målrettet for at fastholde og fremme kartoflen i det danske køkken.
Danmarks Kartoffel Råd er i dag en bredt respekteret sammenslutning, som ud over det traditionsrige årsmøde blandt andet står bag det årlige DM i Frilandskartofler, Den store Ældrefest samt kåring af den årlige Kartoffelpris, der i dag regnes for en af de mest prestigefyldte gastronomiske priser i kokkebranchen.
Hofjægermester Britta Schall Holberg er formand for Danmarks Kartoffel Råd, H.K.H. Prins Joachim er rådets protektor, og den til enhver tid værende fødevareminister – i dag Esben Lunde Larsen - er æresmedlem.






































