Der mærkes en stigende efterspørgsel fra sukkerkunder og en stigende interesse fra forbrugerne om at kunne købe lokalt produceret økologisk sukker.

Det oplyste Nordic Sugar for nylig på to informationsmøder om opstart af økologiske fabriksroer i Danmark. Møderne blev holdt i henholdsvis Maribo og Sorø for cirka 50 interesserede avlere.

- Flere af deltagerne havde endnu ikke omlagt til økologisk produktion, men overvejede det, oplyser chefkonsulent Claus Nørgaard, Nordic Sugar.

I øjeblikket køber Nordic Sugar økologisk sukker i Mellemamerika til at dække efterspørgslen på det europæiske marked. 

Starter med de økologiske

Nordic Sugar ser roer som en god vekselafgrøde i sædskiftet i en økologisk produktion, og nye avlere er velkomne.

- Det er en afgrøde, der kræver omhyggelig ukrudtsbekæmpelse, og vi er interesserede i at finde løsninger på, hvordan ukrudtsbekæmpelsen kan ske på en effektiv måde, påpeger Claus Nørgaard, der oplyser, at Døllefjelde Maskinstation overvejer at anskaffe en lugerobot, som kan klare ukrudt i økologiske roer.

Da svampesprøjtning ikke er muligt i økologiske roer og der derved ikke mistes potentiel tilvækst i efteråret, er det meningen, at de økologiske roer skal leveres som de første roer ved kampagnestart.

- På denne måde vil det være enklere at adskille økologisk og ikke økologisk produktion på sukkerfabrikkerne, når der startes op i en ren fabrik, påpeger Claus Nørgaard. 

Pris ikke klar endnu

- Vores første mål er at komme op nær de 500 hektar med økologiske sukkerroer, siger Claus Nørgaard og meddeler, at næste mål vil være 1.000 hektar i Danmark, hvilket nok kræver en del flere økologer.

- Kontraktvilkårene er ikke helt på plads endnu, men prisen for økologiske roer forventes at ligge omkring 600-650 kroner pr. tons roer ved 17,4 procent sukkerindhold, oplyser Nordic Sugar.

Det vil blive muligt at vælge mellem to forskellige kontrakttyper – en-årig kontrakt med fast pris eller en tre-årig kontrakt med fast pris. Det vil være muligt at tegne begge kontrakttyper på samme bedrift. 

Overgangsroer

- Hvis man er i gang med omlægning til økologi, vil der kunne tegnes en tre-årig kontrakt, hvor roerne vil blive betegnet som overgangsroer, indtil omlægningsperioden er slut.

Prisen vil være lidt lavere for overgangsroer end prisen for økologiske roer, men når omlægningsperioden er slut ændres prisen.

Nordic Sugar forventer at starte op med et mindre areal allerede i år og derefter øge arealet i 2018 og 2019. Der er ikke fastsat en maksimal kontraktmængde.

Nordic Sugar starter samme proces for økologiske roer i Danmark og Tyskland og foreløbig kun i disse to lande.