Entreprenørarbejdere får hjælp til det grønne
Entreprenørfirmaet »Hans Frisesdahl A/S« har taget initiativ til at sikre medarbejderne et sundere liv.
I forvejen er entreprenørfirmaet »Hans Frisesdahl A/S« i Askov ved Vejen kendt for sin karakteristiske grønne farve på biler, maskiner og arbejdstøj, men nu er virksomheden gået et skridt videre med den grønne farve i form af etableringen af »the green team«.
Her er fokus rettet mod firmaets medarbejdere, der får tilbud om også at blive grønne i form af en sundere livsstil, hvor det primært gælder om motionen, men selvfølgelig også om mad og drikke.
- Vi er rigtig glade for vores medarbejdere og vil gerne hjælpe dem med at komme i gang. Mange har glæde af at lægge livsstilen om og få lavet om på deres vaner, og det vil vi gerne hjælpe dem med, lyder det fra indehaver Niels Peter Frisesdahl.
Han er selv af sted til indoor cycling fem morgener om ugen og har nu sammen med en gruppe af medarbejdere taget initiativ til at indføre »the green team«, hvor Karina Christiansen og Kim Mikkelsen er tilknyttet motionsdelen og sygeplejerske Tanja Borg til at måle og følge deltagerne, og dem er der mange af.
- Næsten 40 medarbejdere er med, og det er glædeligt, men flere følger måske, forudser Niels Peter Frisesdahl.
Læs mere i den trykte udgave af denne uges LandbrugSyd, hvor temaet er "Entreprenøropgaver"










































