Når planteavlerne mødes her i vinterperioden til planteavlsmøder er det både for at se tilbage for at hente erfaringer fra den eller de foregående sæsoner, men også for at høre om ny viden og måske nye hjælpemidler, som kan anvendes i den kommende vækstsæson.

Ved de to arrangementer hos Centrovice, »Planteforum«, henholdsvis på rådgivningscentret i Vissenbjerg den 2. februar og på Hotel Svendborg i torsdags, blev de mange deltagere blandt andet præsenteret for et helt nyt ukrudtsmiddel til raps.

Det drejer sig om midlet Belkar fra Dow, der indeholder et nyt aktivstof, halauxifen. 

Først i Danmark

Planteavlskonsulent Karen Linddal Pedersen forventer, at det bliver godkendt i Danmark som det første land, hvor der er søgt om godkendelse.

Blandt væsentlige egenskaber hos Belkar er muligheden for at udbringe det lige fra 2 til 25 graders varme. Dermed er der et meget langt anvendelsesspekter i forhold til hidtil kendte ukrudtsmidler. Samtidig kan midlet blandes med græsmidler, heriblandt Kerb, og insekticider ved udbringningen.

- Det er et effektivt middel, som blandt andet er 90 procent effektivt overfor kamille. Belkar virker også overfor burresnerre, mens det ikke virker på enårigt rapgræs, fortalte Centrovices rapskonsulent, mens hun viste forskellige doseringer og blandingsforhold med det kommende middel. 

Reportage fra planteavlsmøderne i Centrovice, Fyns Familielandbrug og Patriotisk Selskab i næste uges LandbrugFyn