Randi havde skuespillere fra Arvingerne i praktik
Det kræver sin kvinde eller mand at være svinebonde, og derfor var skuespillerne fra DR-serien Arvingerne nødt til at lære lidt om faget forud for optagelserne
Kilde: http://www.friland.dk/nyt-og-presse/nyheder/randi-havde-skuespillerne-fra-arvingerne-i-praktik/
Det ser professionelt ud, når skuespiller Marie Bach Hansen håndterer sin økologiske svinebesætning i DR-serien Arvingerne. Sammen med naboen Karin, der spilles af Pernilla August, har Marie Bach Hansens karakter Signe, oprettet et økologisk svinehold på Grønnegården, som hun arvede i første sæson af serien.
En stor del af æren for, at de to skuespillere er så professionelle og troværdige omkring dyrene, må tilskrives Randi Vinfeldt, der både har lagt grund, grise og tid i produktionen af tredje sæson af Arvingerne.
-Forud for optagelserne havde jeg Marie og Pernilla i praktik på gården i fire dage. De var med i alle processerne omkring dyrene. De hjalp blandt andet med at fodre, give vand, kastrere og sortere grise, siger Randi Vinfeldt, som driver et landbrug med 85 økologiske søer og produktion af smågrise, der formidles videre til en af Frilands andelshavere.
Optagelserne til serien stod på i knap et år, og Randi Vinfeldt var næsten altid med i kulissen, når optagelserne og scenerne foregik på hendes gård og omkring dyrene.
- Det er ikke ufarligt at arbejde med grise, og derfor var det vigtigt for både DR og mig, at jeg var med forud for og under optagelserne, siger Randi Vinfeldt.
Rutiner sat på pause
Når produktionsholdet var på gården, satte det en naturlig stopper for den daglige rytme, da der skulle være ro omkring optagelserne. Blandt andet derfor, har Randi Vinfeldt fået betaling for sit arbejde omkring Arvingerne.
- Det stod hurtigt klart, at der var meget arbejde i det for mig, og så var det bare heldigt, at det viste sig at være et interessant arbejde. Det var fascinerende at se, hvordan produktionsholdet arbejdede, og når jeg så samtidig kunne være med til at vise verden, hvordan en økologisk svineproduktion egentlig ser ud, ja så var det ren win-win, siger Randi Vinfeldt, der også er formand i økologisk landsforenings svineudvalg.
Ville ikke gøre sådan
Selvom Randi Vinfeldt mener, at seriens fremlægning af en økologisk svineproduktion er ganske troværdig, så er der alligevel steder, hvor DR har vægtet historien højere end virkeligheden.
Et eksempel på dette er en scene i 7. afsnit, hvor karakteren Karin vælger at skyde flere grise med sin riffel, da grisene har været forbi naboens grund og har spist ikke økologisk korn.
- Det ville aldrig ske hos mig. Jeg ville til hver en tid ringe til min dyrlæge for at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig i sådan en situation. Der opstår af og til uforudsete ting, når man arbejder med dyr, og i særdeleshed når dyrene går frit rundt på store arealer, siger hun.
Sidste afsnit af Arvingerne sendes på DR1 søndag d. 26. februar klokken 20.00.




































