Formand efterlyser større engagement
Johnny Nielsen, formanden for Dansk Holstein Østlige Øer, vil have flere medlemmer til at engagere sig i avlsarbejdet.
35 medlemmer var mødt op, da Dansk Holstein Østlige Øer holdt generalforsamling, og det blev indledt med besætningsbesøg hos Jens Winther på Bredagergård ved Skibby, inden delegationen tog til Brødr. Ewers A/S i Venslev, hvor selve mødet foregik.
- Vi vil gerne have flere af vore medlemmer til at deltage aktivt i avlsarbejdet inden for Dansk Holstein, påpegede formanden, Johnny Nielsen, Nordrup ved Slagelse, i sin beretning på årsmødet, og han tilføjede:
- Mit indtryk er, at mange kvægbrugere afholder sig fra at engagere sig i avlsarbejdet. Jeg tror, de lader sig skræmme af det, de synes er en frygtelig masse tal og indekser. Men vi arbejder på at få flere til at tage ejerskab til avlsarbejdet.
På mødet blev Andreas Døssing, Kettinge på Lolland, nyvalgt til bestyrelsen, og der var hæder til besætninger med køer, der havde passeret 100.000 kg mælk.
Kvægbrugsleder Christian Pedersen fra Gjorslev Gods ved Store Heddinge fik hæder for to køer, formand Johnny Nielsen opnåede selv for én ko, og det samme gjorde Niels Hansen, Nysted.
Jan Duchwaider, Røgerup ved Skibby, fik tillige en præmie for den højest genomisk-testede kvie øst for Storebælt.
Læs hele omtalen i næste uges LandbrugØst eller i netavisen allerede fredag.






































