Mudder på asfalt er en farlig kombination
Når landmændene kører i marken for at sprede gylle og lave andet forårsarbejde kan det trække spor af mudder på vejene, der kan give ulykker.
I denne tid sætter landmænd og maskinstationer kursen imod markerne for at sprede gylle. Men selv på en dejlig forårsdag kan det sætte sit præg på vejene.
- Der er stadigvæk våde pletter på markerne efter den regn, vi har fået i løbet af vinteren. Det kan derfor ikke undgås, at der bliver trukket smat med ud på vejene, siger Svend-Anker Worm, der er agronom i forsikringsselskabet Topdanmark.
Derfor opfordrer han til, at landmændene rydder op, når arbejdsdagen er omme. Selv om det ser tørt og ufarligt ud, kan en regnbyge på et øjeblik forvandle asfalten til en våd glidebane.
- Vi ser hvert år, at bilister kører galt som følge af de glatte veje. Og selv om landmændene er dækket gennem deres ansvarsforsikring, er det et tungt ansvar at bære, hvis ulykken også betyder, at nogen er kommet til skade, pointerer Svend-Anker Worm.
Advarselsskilte og kost
For at forebygge at bilister kommer galt afsted, er det en god idé at landmanden sætter advarselsskilte op ved de glatte strækninger. Og så bør man i øvrigt anskaffe sig en kost til traktoren, og sørge for at rydde op, når dagens arbejde er overstået.
- I de lyse timer behøver landmanden ikke rense vejene. Men om aftenen, hvor bilisterne kan have svært ved at se, om vejen er ren eller ej, er det vigtigt, at vejen ikke dækket af pløre og ælte, som man kan risikere at skride ud i, fastslår Svend-Anker Worm.
Han opfordrer samtidig bilisterne til at sætte farten ned og være ekstra påpasselig på vejstrækninger, der kan være fedtede og glatte især efter en regnbyge.
Mange landmænd har aftaler med maskinstationer, og her minder Svend-Anker Worm om, at det er vigtigt at der foreligger en aftale om, hvem der rydder op.
- Hvis aftalerne ikke er på plads, risikerer landmanden at stå med hele erstatningsansvaret alene, hvis der sker en ulykke som følge af glat føre, forklarer han.





































