Motor og Veterantraktor Klubben Fyn har udsendt klubbens særdeles fyldige program for forårets aktiviteter.

Efter sæsonens første arrangement, en klubaften i Ryslinge Forsamlingshus den 14. marts, er der lørdag den 8. april lagt op til en travl forårsdag med udkørsel af møg og efterfølgende pløjning. Medlemmerne opfordres til at finde den gamle møgspreder og læsser frem og gå dem efter i sømmene, så de kan tåle at blive brugt.

Forårsdagen starter med, at medlemmerne mødes klokken 09.00 og arbejder frem til klokken 15.00. Arrangementet finder sted hos Karl Erik Jeppesen, Ny Billeshavevej 4, Strib, Middelfart. 

Brænde, møg og skov

Mandag den 17. april, 2. påskedag, 09.00-16.00 går det løs igen. Denne gang med brændesavning og kvashugning i Den Fynske Landsby i Odense. Det bliver en arbejdende udstilling om brænde, og et stort antal gamle rundsave, brændekløvere, kvashuggere og vogne samt økser, hamre og kiler vil komme i brug – af klubbens medlemmer, der så vidt muligt vil møde op i tøj fra 1950'erne.

Lørdag den 22. april 09.00-15.00 afholdes efter planen endnu en forårsdag med møgkørsel, pløjning og harvning hos Hans Erik Mose Hansen, Lamdrupvej 43, Gislev.

Forårets sidste større klubarrangement inden Det Fynske Dyrskue 9.-11. juni er en skovdag, søndag den 21. maj 09.30-15.00. Skovdagen, hvor medlemmerne opfordres til at møde op med traktorer, rundsave, kvashuggere og andet grej til skoven, finder sted hos Else og Otto Egelund Jensen, »Væltenbjerg«, Rødmevej 50, Stenstrup.