Interessen for at høre om mulighederne ved dyrkning af økologiske roer i det østlige Danmark fejler ikke noget. Det blev senest understreget, da Økologisk Rådgivning holdt temamøde hos Gefion i Sorø.

Her fik de godt 30 planteavlere en systematisk gennemgang fra rådgivningens konsulenter om den særlige dyrkningsteknik, som økologisk planteproduktion kræver.

Dyrkningsteknikken i økologiske sukkerroer skal udvikles og opbygges ud fra de kommende praktiske erfaringer. Det giver bekymringer hos nogle avlere.

- Min skepsis går især på, om vi kan styre ukrudtet eller om roemarken gror helt til. Der er foreløbig kun stillet én lugerobot til rådighed fra en maskinstation, men kan den nå rundt til alle økologiske roedyrkere i rette tid? Det tvivler jeg meget på, lød det fra én af planteavlerne. 

Stor arbejdsindsats

På mødet i Sorø viste økologikonsulent Steffen Blume blandt andet et diagram over økologiske sukkerroer i forhold til øvrige økologiske salgsafgrøder.

- Sammenligner vi afgrøderne, ligger økologiske sukkerroer på samme høje niveau som økologisk raps målt på DB II. Men sukkerroer scorer en langt lavere risiko end rapsen.

Sammenlignede han derimod på arbejdsindsatsen byttede roer og raps plads. Økologiske sukkerroer kræver en langt større arbejdsindsats end de fleste andre økologiske salgsafgrøder – og især i forhold til økologisk raps.

Ifølge Steffen Blume er flere af de planteavlere, der havde udtrykt interesse for at tegne kontrakt med Nordic Sugar på dyrkning af økologiske sukkerroer, nu også sprunget fra igen.

- Det skyldes dels frygten for ikke at kunne renholde roerne for ukrudt og dels, at prisen på øvrige økologiske salgsafgrøder – især kornprisen – er pænt stigende.

Læs hele artiklen i næste uges LandbrugØst, eller på hjemmesiden allerede i dag.