Specialister i transport af traktorer og maskiner
To sjællandske firmaer, JN Maskintransport og Per Jørgensen Maskintransport, har specialiseret sig i at transportere landbrugs- og entreprenørmaskiner.
Står man og skal have flyttet for eksempel en traktor eller en anden landbrugs- eller entreprenørmaskine, er der flere firmaer, der har specialiseret sig i denne type transportopgave.
Blandt disse er JN Maskintransport, Vindbyholt ved Faxe, og Per Jørgensen Maskintransport, Kirke Såby ved Hvalsø, som begge har mange års erfaringer med maskintransport.
Hos JN Maskintransport, der ejes af John Nielsen, anvendes tiden på at transportere entreprenørmaskiner samt traktorer og andre landbrugsmaskiner for en håndfuld af områdets maskinforretninger.
- Vi transporterer især maskiner for entreprenørfirmaer, og desuden kører vi også lidt containerkørsel, fortæller John Nielsen, der klarer transportopgaverne med en 14-tons 4-akslet lastbil-forvogn og en 3-akslet maskinkærre på 18 tons.
Brugte maskiner med retur
Hos Per Jørgensen – kollegaen bag Per Jørgensen Maskintransport – fylder transporterne af henholdsvis traktor, landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner cirka lige meget i forretningen.
- Udover landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner påtager vi os også at transportere eksempelvis gaffeltrucks og lifte, fortæller Per Jørgensen, der har en del faste kunder.
- Når vi taler om transport af landbrugsmaskiner, består vores kundekreds af både landmænd, maskinforretninger og maskinfabrikker, beretter han og uddyber:
- Med hensyn til fabriksnye maskiner, har vi transporter til både Jylland og Sverige. Og for de maskinforretninger, vi har som kunder, består vores opgave typisk i at transportere maskiner ud til landmænd, hvor vi ofte tager brugte traktorer og maskiner med retur.
Vidt forskellige opgaver
Per Jørgensen Maskintransport bliver nogle gange også hyret af landmænd til at hente traktorer og maskiner, som de har købt langt væk over internettet eller hos maskinforretninger i andre dele af landet.
Maskintransportfirmaet ved Kirke Såby flytter alle typer af landbrugsmaskiner og kan laste op til 16 tons. Firmaet tilbyder også at tage sig af specialtransporter med bred last.
- Jeg har arbejdet med maskintransporter i 20 år, og jeg synes, det er spændende. Opgaverne er vidt forskellige, og jeg møder mange mennesker, lyder det fra Per Jørgensen.