Rådgivningsfusion hedder VKST
Gefion og Dansk Landbrug Sydhavsøerne besluttede for en lille måned siden at fusionere rådgivningerne. Det nye navn på rådgivningsselskabet er nu offentliggjort.
Tidligere på året annoncerede Gefion og DLS, at de ønskede at etablere et fælles rådgivningsselskab, og cirka en lille måned efter, at medlemmerne på generalforsamlingerne stemte ja til forslaget, har parterne nu offentliggjort, at selskabet nu hedder VKST – og det skal udtales vækst.
- Rådgivningsselskabet hedder VKST, fordi det er det, vi gerne vil hjælpe vores kunder med – at skabe vækst, fortæller Mads Birk Kristoffersen, der er administrerende direktør i VKST.
- Vækst er, tilføjer han, dog mere og andet end bundlinjen. Det handler også om at sætte rammerne for det gode liv og se mulighederne for, hvordan vi kan vokse og udvikle os som mennesker og trives som familier. Det vil vi gerne hjælpe vores kunder med.
VKST er et usædvanligt navn i branchen og adskiller sig fra lignende rådgivningsvirksomheder, og det er der en klar pointe med, oplyser Gert Klitgaard, der sammen med Mads Birk Kristoffersen udgør direktionen.
- Vi vil gerne fortælle vores kunder, at de kan forvente mere og andet af os. Vores arbejde skal give kunderne bedre råd til livet – både livet i stalden og marken, men også råd til at leve et godt liv med familien. Vi vil sætte helt nye standarder for rådgivning til landbrug og små- og mellemstore virksomheder, fastslår Gert Klitgaard.




































