SDK satser på Case
S.D. Kjærsgaard (SDK) vil fremover have fokus på maskinerne fra Case Construction og Case IH Agriculture og stopper forhandlingen af New Holland. De fortsætter med at servicere de blå og gule maskiner.
S.D. Kjærsgaard har været New Holland-forhandler i knap 25 år og har med de blå og gule maskiner haft forhandlingen i Vendsyssel og Østhimmerland med et mærke, som er et af Danmarks mest solgte.
Alligevel skipper firmaet nu forhandlingen og satser i stedet på Case, som under brandet Case Construction har entreprenørmaskiner, mens landbrugsmaskinerne ligger under brandet Case IH Agriculture.
Beslutningen er et strategisk valg, der skal føre til yderligere vækst i virksomheden.
- Vi kan ikke vokse med to forskellige brands, der har forskellige strategier og tilgange til markedet. De bremser hinanden, siger direktør Palle Kjærsgaard og fortsætter:
- I markedet i dag kan man gå to veje. Enten udvider man forretningen med mange mærker, eller man specialiserer sig i et mærke. Vi har valgt det sidste.
S.D. Kjærsgaard er forhandler af Case Construction i hele Danmark, og har forhandlingen af Case IH Agriculture i Vendsyssel, Østhimmerland og Østjylland.
Det danske maskinmarked er i dag generelt set udsat for store omstruktureringer og forandringer.
Med fravalget af ét mærke og specialisering i et andet vurderer Palle Kjærsgaard, at S.D. Kjærsgaard, der har afdelinger i Vraa i Vendsyssel, Frejlev ved Aalborg og Hornslet på Djursland, er fremtidssikret.
- Med den her strategiske beslutning er vi med til selv at sætte dagsordenen for vores egen forretning, så der ikke kommer nogen og dikterer, hvordan tingene skal være, siger han.
All-in på Case
Fremover har S.D. Kjærsgaard fuld fokus på de røde maskiner fra Case IH og de orange fra Case Construction.
- Vores strategi er at have færre mærker og i stedet gå all in på de mærker, vi har, så vi kan være skarpest på både handler og service. Vi har altid haft et smalt sortiment og en strategi for, at vi vil være rigtigt gode til de mærker, vi arbejder med, siger Palle Kjærsgaard.
S.D. Kjærsgaard fortsætter med at servicere New Holland-maskinerne, og Palle Kjærsgaard har det mål, at der udføres nøjagtig ligeså meget NH-service og sælges ligeså mange reservedele om otte år i 2025, som der gør i dag.
- Vi vil holde relationen med kunderne ved, at vores dygtige medarbejdere giver god service, og vi er klar til at levere samme gode service til New Holland-kunderne, som vi har gjort hidtil, siger direktøren.




































