Naturskole gav skoleelever indblik i natur og landbrug

Folkeskoleelever fra Aarhus fik en oplevelse og kom helt tæt på livet som landmand, da de tilbragte et døgn på Naturskolen ved Jordbrugets UddannelsesCenter.

Wifi’en kan godt være lidt sløj, når man kommer helt derud, hvor kragerne vender. Men bortset fra det, er det nu meget sjovt på landet.

Det fik en flok 7. og 8. klasser fra Aarhus øjnene op for, da de tilbragte et helt døgn på Naturskolen ved Jordbrugets UddannelsesCenter.

Flokken af folkeskoleelever var ikke ligefrem begejstrede, da de hørte, hvad der var programmet for deres 24 timer på Naturskolen. Morgenmalkning, brændekløvning, en moseudflugt og et nærmere kig på en rævegrav var ikke noget, mange af eleverne havde prøvet før. Og det værste af det hele: Deres seng for natten skulle være lige ved siden af en levende ko!

- Nej. Nej, der skal jeg i HVERT fald ikke sove! udbrød flokken nærmest i kor. Men skepsissen blegnede hurtigt, da rundvisningen først gik i gang, og eleverne fik lov til at hilse på alle landbrugets dyr.

Poul Arne Jansen, der er uddannelsesleder på landbrugsuddannelsen på Jordbrugets UddannelsesCenter, bliver glad, når han ser, hvordan unge mennesker som 7. og 8. klasserne, tager imod Naturskolen:

- Noget af det, vi prioriterer her på stedet er netop at være ”brohoved” mellem land og by. Så det er rørende at få lov at opleve børn og unge så engagerede i vores erhverv,” siger Poul Arne Jansen, der håber, at endnu flere unge vil benytte sig af muligheden for at komme helt tæt på landbruget med Naturskolen.

På 24 timer blev afstanden i hvert fald kortere for 20 unge mennesker fra en skole i Aarhus, og næsten alle endte med at sove i halmen. Lige ved siden af en levende ko.

Læs også