Bukkejagten går hvert år ind 16. maj, og fra solopgang ligger jægere landet over klar til at skyde råvildtet. Et af de gode steder at jage, er i skovene ved Gammel Estrup, og her lykkedes det den lokale amatørjæger Claus Hansen at nedlægge en stor, smuk buk.

På trods af regnvejret deltog omkring 50 jægere ved bukketræffet på Gammel Estrup, hvor alle fremmødte kunne stemme på deres favorit til titlen som ’årets buk’. Efter en præsentation af dyrene og til tonerne af Auning Jagtforenings blæsere kunne vinderen kåres. Det blev – med langt størstedelen af stemmerne – Claus Hansens store buk, der blev nedlagt tidlig morgen ved Gammel Estrup.