– Det har været som en kæmpe rutsjebanetur, for det var slet ikke ventet.

Sådan lød det fra en glad avler af welsh cob-ponyer, Nana Sørensen fra Stutteri Nasebas Welsh Cobs, da hun til søndagens sidste fremvisninger var ved at klargøre hendes ni-årige hoppe Lesto Seville efter Menai Sparkling Midas og hoppeføllet Nasebas Hemera efter Adlais Sir Toby,

Det smukke hoppeføl Nasebas Hemera, der er født den 12. april, tog ikke alene titlen som skuets bedste føl, men hun vandt også publikums hjerter, da hun med sin charme og krumspring vakte opmærksomhed og også blev kåret til publikums favoritføl.

Dommerne lagde blandt andet vægt på den gode bevægelse og føllets udtryk, der er meget typefast i forhold til racen.

Hygge og gode oplevelser

- Det har været en kæmpe oplevelse og en overvældende weekend. Vi er jo bare med for hyggen og de gode oplevelsers skyld, siger Nana Sørensen, der samtidig glæder sig over den enorme opbakning, der er fra de øvrige medlemmer i foreningen Welsh Pony & Cob Avlen i Danmark.

- Det er en årlig tradition, at vi mødes her på Roskilde Dyrskue med alle vores venner i foreningen. Derudover har vi også rigtig mange andre aktiviteter sammen i løbet af året, fortæller Nana Sørensen.

Hun driver sit lille hobby-stutteri i Svinø ved Lundby i Sydsjælland. Ud over hoppe og føl, som hun havde med på årets skue, har hun også Lesto Sevilles første føl. En seks-års vallak, hun selv rider på.