Slagterbutik i stalden
Tidligere gik der dyr rundt i stalden – i dag har Christian Dypping Schröter bygget om til en slagterbutik
For år tilbage gik der dyr rundt i stalden, men inde bag de karakteristiske staldvægge er det i dag umuligt at se, vi befinder os i en stald. Lokalerne er bygget om og godkendt af Fødevarestyrelsen til brug til slagterbutik.
Det er Christian Dypping Schröter, der demonstrerer, at der er rig lejlighed til at benytte de gamle og ofte tomme bygninger til andre formål – her slagterbutikken »C.S. Pølsemageri« på Esbjergvej 16 i udkanten af Vejen.
Mere end 100 kvadratmeter er bygget om til slagterbutik – langt fra de kendte butiksstrøg.
- Med butik herude vil vi aldrig få strøgkunder, der lige kommer forbi. De skal køre efter det, men det er der heldigvis også rigtig mange, der gør. Folk er blevet prisbevidste, men når kvalitet og pris er attraktiv, kører de gerne efter det, lyder det fra Christian Dypping Schröter.
Han har været i gang i en kortere periode med åben fredag og lørdag, men på sigt forventer han at måtte udvide åbningstiden for at kunne følge med efterspørgslen efter de hjemmelavede produkter – ikke mindst pølser.