Kreative stande og hestedressur
Traditionerne er vigtige, når Hobro Dyrskue melder klar til start, men i år er der blevet plads til flere kreative stande.
Lørdag den 29. juli er der Hobro Dyrskue. Et skue med flotte heste, brølende malkekøer, tunge kødkvæg og brægende får.
Der stiller over 200 dyr plus kaniner og fjerkræ.
- Vi kan ikke være andet end tilfredse, siger Flemming Floor, sekretær for dyrskuet.
Dyrene konkurrerer om ærespræmier og flotte titler.
Maskiner og produkter
På maskin- og erhvervsudstillingen vil man kunne opleve alt fra store mejetærskere, aflæsservogne og traktorer, til have- park maskiner og plæne- og hækklippere.
De vil traditionen tro stå side om side på Ambupladsen.
Der vil i år være flere kreative stande end tidligere. Dem vil man kunne finde i det store telt. Det gælder for eksempel stande med honning, malerier og kniplinger
Dressuropvisning
Som noget nyt vil der i år være en dressuropvisning. To ryttere vil vise, hvad de kan. Den ene er Tina B. Jannover, som for nyligt tog førstepladsen på Landsskuet.
Opvisningen er første led i Hobro Dyrskues fremtidsplaner.
- Vi vil fra næste år have endnu mere fokus på heste. Vi vil forbedre forholdene for heste i samarbejde med udstillerne, fortæller Flemming Floor.
Kom til dyrskue
Hobro Dyrskue er arrangeret af Agri Nord og nf plus, og afholdes på Ambupladsen i Hobro.
Det koster 75 kroner at komme ind og børn til og med 12 år er gratis.
Dyrskuet åbner klokken 08.45 og afsluttes med en stor dyrskuefest om aftenen.