4H-have i Himmerland styrker integrationen
Flygtningefamilier fra Congo, Syrien, Eritrea og Iran har fundet sammen i et havefællesskab hos Guldagergårds 4H-klub. Målet med klubben er at skabe en positiv fritid i naturen i dialog med hinanden. I haven tales der dansk, og deltagerne lærer om danske værdier og kultur.
På Guldagergård ved Nørager i Himmerland har Henrik og Birgit Bønlykke åbnet dørene på deres ejendom for områdets flygtningefamilier. Klubben er for alle, både danskere, nydanskere og flygtninge.
For to år siden kom parret med i 4Hs haveprojekt »Fælleshaver i byen«, og nu er sæsonen i deres 4H have igen startet op. For nylig havde de inviteret til Åben Have for alle interesserede, og det blev en stor succes.
- Alle vores medlemmer var mødt frem tidligt lørdag morgen for at gøre haverne klar til Åben Have. Trods skybrud fredag så lykkedes det at få haverne til at se pæne ud. I løbet af eftermiddagen kom næsten 50 mennesker forbi og besøgte haverne, og de fik nogle gode snakke med vores medlemmer. Samtalerne foregik selvfølgelig på dansk, det er noget vi lægger stor vægt på her i haverne, og det var tydeligt, at det overraskede mange af gæsterne, som måske ikke er vant til at mødes med flygtninge, fortæller Henrik Bønlykke, formand for Guldagergård 4H.
En del af formålet med at lave 4H-haver sammen med flygtningefamilierne er at lære dem om dansk foreningsliv. Derfor har Henrik og Birgit fået fire af flygtningene med i bestyrelsen for Guldagergård 4H-klub. Og til det seneste landsmøde i 4H var to af dem med for at opleve, hvordan en landsorganisation fungerer.
Hver familie har jord
I 4H-haverne på Guldagergård har hver familie fået et stykke jord, og så er der et stort fællesstykke. Der er en stor variation i de grøntsager, som de gerne vil dyrke i haverne, afhængig af hvilket land de er fra. Bønner og kartofler er de mest populære afgrøder, men også fennikel, glaskål og salater bliver dyrket i haverne.
Tidligere kunne foreningen også indvi et nyt klubhus, en skurvogn som er sponseret af TrygFonden.
- Det er utroligt dejligt for os alle, at vi har et sted, hvor 4H-medlemmerne kan have deres havetøj hængende fra gang til gang. Der er også et badeværelse, så de kan få vasket hænderne og gå på toilet, forklarer Henrik Bønlykke.
Støtte har gjort mere muligt
Fælleshaven er en del af det landsdækkende haveprojekt »Fælleshaver i byen«, som Nordea-fonden har støttet med 4,6 millioner kroner. Det har gjort det muligt for Guldagergård at lave for eksempel en stor krydderurtebænk.
- Vores 4H-bænk med krydderurter byggede produktionsskolen til os sidste år, og den har vi alle haft stor gavn af at sidde på og spise ved. Krydderurterne er blevet brugt i madlavningen, og det giver en skøn duft, når man sidder der midt i krydderurterne. Vores højbede laves på minibigballer, da vi går meget ind for, at materialerne genbruges i naturen. Derfor bruger vi halm som bund i højbede, så rødderne fra planterne kan suge vand i halmen. Alt er økologisk, og vi vil ikke have sprøjtegifte i haverne, siger Henrik Bønlykke.