Landbrugets fælles kamp

Vi står overfor en kamp om liv og død. Det er voldsomme ord, men alligevel er der meget sandhed i det. Rapporterne om Norsminde Fjord gør, at vi alle må frygte for fremtiden. For konsekvenserne kan blive de samme i mange andre dele af Danmark.

Når jeg så sætter mig til tasterne i stedet for at bruge ethvert minut på kampen om kvælstofreguleringen, er det fordi, det ærgrer mig, hvordan en klokkeklar fælles kamp for landbruget kan blive til en intern diskussion mellem os. Retssag eller ikke retssag. Samarbejde eller ikke samarbejde.

Det er som om, at nogle hele tiden vil opsøge den interne kamp, frem for at vi kæmper mod den sande modstander. Den modstander vores medlemmer forventer, vi kæmper imod: De der reelt bestemmer, hvordan kvælstofudledningen i Danmark reguleres.

Små forskelle

Hvis jeg ser på L&F og BL’s holdninger ift. kvælstofudledning, er der meget små forskelle. Forskellene er i hvert fald ikke store nok til, at det kan være dét problem, vi skal bruge tid på. Vi er begge arge modstandere af den nuværende miljøregulering, fordi vi reguleres af fejlagtige skrivebordsmodeller.

Tilbage er spørgsmålet om metoderne. Skal man lave retssager eller påvirke politikere? Igen er forskellen minimal. L&F bruger de spor, som vi selv kæmpede for og fik med i landbrugspakken, til et opgør med de vanvittige reduktionsmål i vandområdeplanerne: International evaluering af kvælstofmål og udarbejdelse af nyt fagligt grundlag for miljømål, skift af indsats fra marken til kysten med nye marine virkemidler samt brug af direktivets undtagelsesbestemmelser til at aflyse indsatser med ødelæggende omkostninger for erhverv og samfund. Samtidig kæmper vi en kamp for at påvirke politikere og embedsmænd i den rigtige retning. Slår de fejl, er L&F klar til at anlægge en retssag.

Sæt nu vi tabte retssag

Vi nægter at opgive det politiske spor. Det gør vi, fordi vi ikke tør lade det være op til en dommers tolkning af loven, om landmænd skal reguleres i døden eller ej. Og sæt nu vi tabte på trods af dyrt betalte stjerneadvokater. For vi må ikke glemme, at det er politikerne, der laver lovene. Dommerne fortolker kun lovene.

Derfor er det først og fremmest politikerne, der skal forholde sig til miljøreguleringen i Danmark, og vi tror på, at politikerne kan rykkes. Her er det værd at huske, at selv under Thorning-regeringen blev der nedsat et internt embedsmandsudvalg, som fik 6.200 ton N udskudt ved en skrivebordsøvelse. Så noget kan lade sig gøre.

Men lykkes dette ikke, prøver vi selvfølgelig det juridiske spor, som vi også gjorde med de første vandplaner, da de politiske muligheder dengang var udtømte. En sag som vi i øvrigt vandt i Natur- og Miljøklagenævnet.

Forstår det godt

Er denne strategi meget anderledes end BL’s? Jeg kan ikke se forskellen. Tilgangen er nok en anden, hvor Fuglede råber til politikerne, at de skal lytte, mens L&F taler med dem.

Ikke, at jeg ikke forstår Fugledes tilgang. Men om man råber eller taler, så er formålet stadig at få politikerne til at lytte. Ellers var der vel ingen grund til at råbe. Så begge foreninger arbejder både med et politisk spor og et retssags-spor.

Skal L&F og BL spille sammen? Ja, selvfølgelig skal vi det, for vi kæmper for det samme. Men vi skal også respektere, at vi er to foreninger, der gør tingene på forskellige måder.

Koordinering

Vi skal have respekt for de metoder, vi hver især bruger, og vi skal koordinere den store fællesmængde, vi har. Det gør jeg allerede i dag, hvor jeg oplever at have et fint samarbejde med BL’s direktør. Og det fortsætter – også selv om Fuglede skulle give mig en tur med sin karismatiske og ukontrollerede pen.

Lad dette være en opfordring til ikke at bruge tiden på den interne kamp: Lad os bruge vores kræfter på at bekæmpe fælles ydre fjender og ikke hinanden.

Jeg er sikker på, at det er landmændenes ønske til os. For vi er enige om langt det meste, og vi er ikke i tvivl om, hvem modstanderen er: De der stædigt holder fast i en falsk, unødvendig og ineffektiv miljøregulering af dansk landbrug.