Morten Korch mælk fra gammel fynsk kvægrace
Fynsk landmand vil producere økologisk mælk på den røde ko af gammel type.
- Jeg regner med at levere økologisk mælk 1. februar.
Jens Benzon er i fuld gang med at lægge sin gård om til økologi, og når den økologiske mælk begynder at flyde fra den nordvestfynske bedrift, er der tale om mælk fra en helt speciel besætning.
De 130 køer i stalden er nemlig alle røde køer af den gamle fynske kvægrace, som var tæt på at forsvinde helt fra jordens overflade, fordi den kun malker halvt så meget mælk, som de moderne malkeracer i dag præsterer.
- Kald bare min mælk for Morten Korch mælk, siger Jens Benzon med et glimt i øjet.
Inspiration fra Claus Meyer
Projektet, som Jens Benzon realiserer i samarbejde med sin far, Stig Benzon, kendt fra Oregaard og bevaringen af de gamle danske husdyrracer, tog sin begyndelse for snart 10 år siden.
- Vi blev meget inspireret af kokken Claus Meyers tanker om at skabe et marked for kvalitetsprodukter fra de gamle danske husdyrracer, fortæller Stig Benzon, som tilføjer, at det oprindelig var tanken at realisere planerne med kvalitetsmælk på Oregaard, men efter købet af Rendebjerggård bliver det her, den store satsning realiseres.
Og det er en satsning erkender initiativtagerne.
- Vi har igennem tiden været i kontakt med flere interesserede mejerier, fortæller Jens Benzon, der dog ikke ønsker at komme nærmere ind på forhandlingerne. Han slår dog fast, at han er nødt til at have en pris, der minimum kompensere for produktionstabet i forhold til moderne malkeracer, hvis projektet skal hænge sammen økonomisk.
Læs mere i det nye LandbrugFyn