Det Grønne Museum dyrker ’Livet på landet’
Gamle mejetærskere og landbrugsmaskiner får et comeback på marken, når Det Grønne Museum fejrer ’Livet på landet’ søndag den 13. august. Dagen byder også på et historisk dyrskue.
Det er med markerne fulde af mejetærskere og selvbindere trukket af heste eller gamle ikoniske traktorer, at Det Grønne Museum sammen med besøgende skal have høsten i hus. Den 13. august kan besøgende nemlig opleve livet på landet, når arrangementet af samme navn løber af stablen.
- Det er maskinerne, som man for 70 år siden kunne se på marken i sensommeren. Dem har vi gjort køreklare, og så skal de endnu engang på arbejde, når vi høster til ’Livet på Landet, siger Anette Stavensø Møller, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum.
Kun på Det Grønne Museum
”Det er historiske landbrugsmaskiner – mejetærskere, selvbindere og tærskeværk – som viser, hvordan arbejdet i landbruget var, og det er faktisk kun her på museet, at man kan opleve det,” siger museumsinspektør Anette Stavensø Møller.
På pladsen ved siden af Det Grønne Museums marker snurrer tærskeværkerne, mens kornnegene forsvinder ind i maskinen for at adskille kerner og aks. Gæster – børn som voksne – med mod på lidt hårdt arbejde kan prøve at tærske med plejl, sådan som karlene på gårdene tidligere gjorde det.
Historisk dyrskue
En stor del af ’Livet på Landet’ er også det historiske dyrskue, hvor alle de gamle danske husdyrracer vises frem og bedømmes. Dyrskuet på Det Grønne Museum er et af blot fire historiske dyrskuer i Jylland. Her kan gæster stå ansigt til ansigt med vores levende kulturarv, når både kvæg, heste, får, geder og fjerkræ bliver præsenteret i opvisningsringen.
Se mere på Det Grønne Museums Facebookside op til den 13. august.