Stor roedag på Lolland
Onsdag den 4. oktober har SESVanderHave og Maribo Seed marktræf på Binnitze Gods, mens NBR, Nordic Sugar og VKST har efterårstræf på Sofiehøj Forsøgscenter.
Onsdag den 4. oktober er der på Lolland rig lejlighed til at få en masse viden om roer og alt, hvad dertil hører, når SESVanderHave og Maribo Seed holder marktræf på Binnitze Gods, og NBR, Nordic Sugar og VKST samme dag har efterårstræf på Sofiehøj Forsøgscenter.
Der bliver således nyt om aktuelle roesorter, behandling af roemarker, nyt på maskinfronten og om efterafgrøder, men også mulighed for kig i forsøgsmarker.
Der lægges ud klokken 12.30 med det store efterårstræf på Sofiehøj Forsøgscenter ved Holeby, hvor man kan blive opdateret på bladsvampebekæmpelse, efterafgrøder og ukrudtsbekæmpelse, ligesom man kan deltage i fremvisninger på forsøgsmarkerne.
Arrangementet på Sofiehøj er sat til afslutning klokken 15.30. Omkring 15 kilometer derfra byder SESVanderHave og Maribo Seed en halv time senere velkommen til marktræf på Binnitze Gods syd for Maribo, hvor årets forsøgsparceller er placeret.
Repræsentanter fra de to arrangører gennemgår parcellerne, inden repræsentanter for Bayer og BASF fortæller nyeste inden for kemi. Der vil også være indlæg om graduering af svampemidler i roer, om maskinstationer og landbrug, ligesom der vil være mulighed for at se en udstilling af maskiner.