Sølv til selvtænker
New Hollands nye CR Relevation-mejetærskere kan selv finde ud af at tilpasse sig tynde eller tætte pletter i marken, mens den høster. Systemet får en sølvmedalje ved Agritechnica.
Ofte er der zoner eller områder på marken, hvor kornet står tyndt eller netop det modsatte, tæt og højtydende. Og disse områder er sjældent 40 fod brede og hele markens længde, men viser sig i alle andre former. Ganske som et elektronisk markkort, hvor en given marks udbyttepotentiale viser sig som aftegningerne på en sortbroget ko.
New Hollands nye automatiske indstillingssystem kan nu selv aflure disse zoner på marken og sørge for, at mejetærskeren indstiller sig efter de forhold, der er netop der, netop hvor der høstes. Hvilket vil sige, at soldkasse, rotorskinner med videre allerede tilpasser sig før maskinen kører ind i området, for eksempel en lavning, hvor forholdene er anderledes.
Det er dette proaktive og automatiske indstillingssystem New Holland med sin nyeste CR Revelation vinder sølvmedalje for i forbindelse med den kommende Agritechnica.
Aflurer GPS-data
Når først tidligere udbytter, markens topografi og alle mejetærskerindstillinger baseret på GPS-positioneringsdata er programmeret ind i mejetærskeren, vil systemet ved den første indkørsel ved næste høst automatisk indsætte data, og indstillingssystemet vil reagere hurtigt på varierende forhold.
Det proaktive system bygger på traditionelle følere og kontrolsystemer, der er blevet suppleret af branchens første belastningsfølsomme soldkasse, mark- og udbytteprognose samt fjernjusterede rotorledeskinner.
Føreren kan vælge mellem forskellige driftstilstande fra maksimal kapacitet til maksimal kornkvalitet, hvorefter produktiviteten optimeres hele tiden. Ved hjælp af de data, der gemmes i systemet, optimerer mejetærskeren selv indstillingerne, inden skærebordet begynder indføringen af afgrøden.
Indstiller selv soldkassen
Den belastningsfølsomme soldkasse har såkaldte trykfølere, der kan måle belastningen på soldet. Systemet måler trykforskellen i oversoldet, hvilket giver en meget præcis angivelse af belastningen på soldet, og ud fra disse data øger systemet proaktivt soldets renseydelse og forhindrer spild.
Hvis der optræder spild, kan systemet straks identificere årsagen og automatisk foretage de nødvendige korrektioner. Det omsættes til hurtigere og mindre korrektioner af soldåbningen og underblæserens hastighed, så soldet kan arbejde stabilt med større kapacitet. Herved slipper tærskerpiloten for hele tiden at korrigere maskinens indstilling manuelt i forhold til ændringer gennem marken.
- Denne innovative funktion fokuserer på en af de største udfordringer for mejetærskeroperatører, nemlig at fastholde maksimal kapacitet, samtidig med at kornspildet og andelen af knækkede kerner holdes på et lavt niveau. Det nye automatiske indstillingssystem til mejetærskere bringer automatisering op på et nyt niveau. De nuværende systemer er reaktive, men New Hollands løsning forudser proaktivt ændringer i terrænhældning og afgrødetæthed og foretager korrigerende justeringer, endnu inden der forekommer overbelastning eller spild, siger Lars Skjoldager Sørensen, Head of Harvesting Product Line.
Effektbesparende
Også rotorledeskinnernes position ændres automatisk. Rotorledeskinnerne afgør, hvor lang tid afgrøden skal befinde sig i rotoren og dermed, hvor meget effekt rotoren kræver.
Det betyder, at det automatiske system kan forbedre rotorens virkningsgrad uden at påvirke indstillingerne for tærskning og udskillelse. Systemet er ligeledes brændstofbesparende og fremmende for kapaciteten, fordi mejetærskeren tilpasser sig automatisk ændrede afgrødeforhold eller skift mellem forskellige afgrødetyper.
New Holland angiver selv, at den nye funktion reducerer rotorernes effektbehov med op til 20 procent.