Mads Skau fra den lille by Hammelev ved Vojens er både landmand og politiker. Han har mange års politisk erfaring i sit parti Venstre, og har i flere perioder siddet som byrådsmedlem i den daværende Vojens Kommune, og senere i den nuværende Haderslev Kommune.

Nu vil den garvede lokalpolitiker og lokalformand for sit parti Venstre i Hammelev for første gang prøve kræfter med regionspolitik, og er blandt kandidaterne til regionsvalget den 21. november i Region Syddanmark,

- Landbruget har efterhånden en del medlemmer valgt ind i byrådene rundt omkring, men jeg synes de mangler lidt i regionsrådet, forklarer Mads Skau sin beslutning om at stille op til regionsvalget, der afholdes sammen med kommunalvalget i næste uge.

En af regionernes store ansvarsområder er hospitaler og sundhed, og det er da også indenfor disse emner, at Mads Skau har sine store interesse og mærkesager – blandt andet psykiatrien i forhold til de unge.
Men også samarbejdet kommunerne imellem, og situationen omkring praktiserende læger, er noget der optager Mads Skau, der også er en stor tilhænger at de store supersygehuse, hvor ekspertise og forskning i Region Syddanmark samles i Aabenraa og Odense.

Selv har han i den grad føling med området – både som politiker, men også som formand for en døgninstitution for omsorgssvigtede børn i alderen 4 – 12 år.

Men også erhvervspolitisk mener Mads Skau, at regionsrådet kan spille et endnu stærkere rolle fremadrettet. Selv er han som svineproducent i den grad selv erhvervsaktiv, med slægtsgården Skovgård, der går 11 generationer tilbage til 1684,

Her ejer og driver han i et I/S-selskab sammen med sin bror Nis der har den nærliggende bedrift Toftegård, i alt et selskkab med en stor svineproduktion og 10 ansatte, med 1.300 søer og et salg af 30.000 smågrise, der afsættes af DTL og primært sendes til Tyskland.

Som vært ved åbent landbrug en gang årligt, og besøgsbedrift for daginstitutioner, har han fokus på den åbenhed, som han mener, man bør have i landbruget.

Og hvor han sundhedspolitisk noterer sig lidt af en kuriositet, men også et eksempel på, hvordan landbruget kan vise vejen sundhedsmæssigt – for mens alle besøgende skal tænke i overtræksdragt, afspritning og forebyggende tiltag for at undgå at viderebringe smitte ved et besøg i en svinestald – ja, så kan man frit færdes fra sygehus til sygehus, konstaterer Mads Skau, der dog samtidig understreger, at intet kan fratage hverken ham eller hans familie, den fornøjelse, der ligger i at invitere indenfor på bedriften.

Familiemæssigt består Mads´ bagland af hustruen Mona, der er sygeplejerske, samt børnene Marie (19), Maja (17), og Frederik 13), der har henholdsvis sabbatår, går i 2.g på gymnasie og i 7. klasse i folkeskole.