900 deltager i Økologi-kongres

Onsdag og torsdag i næste uge mødes den økologiske fødevarebranche – landmænd, virksomheder, forskere, køkkener, rådgivere og politikere – til Økologi-kongres 2017 i Kolding. Der er over 900 tilmeldte, og 200 har tilmeldt sig kongressens Unge-spor.

Det går stærkt for økologien i øjeblikket. Der er solid vækst i detailhandlen, i foodservice og eksport og også blandt landmænd foregår der i disse år en stor omlægning til økologisk drift. Det økologiske landbrugsareal i Danmark er det største nogensinde og vokser med mere end 40.000 hektar i år.

Skal træffe et valg

Økologi eller ej bliver et valg for flere og flere unge, nye landmænd, og på årets Økologi-kongres, kan de mange unge deltagere få svar på fup og fakta om økologi. Et særligt spor på kongressens anden dag giver mulighed for at spørge eksperterne til råds, udvide sit netværk og møde jævnaldrende landmænd, der har kastet sig ud i økologien, og høre om deres erfaring, gårde og valg. 200 har på forhånd tilmeldt sig ugesporets første møde og blandt dem er elever fra seks af landets landbrugsskoler.

Som ny eller kommende økolog, er der mange ting, man skal forholde sig til, og mange nye teknikker og regler, der skal holdes styr på. Kongressen byder på en blanding af oplæg og debat med unge indenfor kvæg, svine, plante, grøntsags- og fjerkræproduktion.

Ny viden

Økologi-kongressen afholdes hvert andet år og arrangeres af Seges, Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Icrofs – Aarhus Universitet og Biodynamisk forening. Økologi-Kongressen samler landets økologiske landmænd, fødevarevirksomheder, professionelle køkkener, forskere og almindeligt øko-interesserede danskere til to dages brush-up på den nyeste viden, forskning og markedsdata indenfor økologisk fødevareproduktion og -forbrug.

Kongressen holdes på Comwell Kolding og programmet kan ses på okologi-kongres.dk

 

Læs også