Haveprojekt skal få flere unge til at søge de grønne uddannelser

Til foråret vil folkeskoleelever i Viborg bruge undervisningsdage på egne haver på Asmildkloster Landbrugsskole. Projekt »Haver til Maver« er så småt i gang og har allerede fået økonomisk støttet af Nordea Fonden. Projektet skal i sidste ende få flere unge til at vælge de grønne uddannelser.

9.000 kvadratmeter, som ingen rigtig vidste hvad skulle bruges til på Asmildkloster Landbrugsskole, vil fra foråret blive fyldt med små haver og folkeskoleelever.
»Haver til Maver« hedder projektet, som skal omdanne knap en hektar jord, som ligger mellem landbrugsskolen og Nørre- og Søndersø i Viborg, til små haver på hver omkring 40 kvadratmeter.
Der skal etableres omkring 20 haver og hver have skal passes af en skoleklasse, som vil modtage undervisning seks til otte gange i løbet af vækstsæsonen.

Undervisning

Til at tage imod de forhåbentlige mange 4.- og 5. klasses elever står underviser og projektleder Liselotte Puggaard klar.
- Målet er at styrke de unges kendskab til natur, miljø, lokal fødevareproduktion og bæredygtighed, fortæller Liselotte.
Det skal blandt andet gøres ved, at de unge skal lære hvordan de sår, dyrker og passer afgrøder, men i høj grad også, hvad de kan bruge afgrøderne til i madlavningen.

Eksterne undervisere

Alle folkeskoler i Viborg Kommune kan deltage mod en mindre brugerbetaling. Der er plads til to klasser ad gangen og hver klasse har ansvaret for hver sin have. Det betyder, at haverne ikke kun skal passes de seks til otte gange, der er undervisning, men også i ferier og regnvejr.
- Jeg håber, at de unge kommer til at føle ansvar for haven. At de kører forbi med deres bedstefar og får ham til at køre ind, fordi det er deres tur til at passe haven i en ferie, forklarer Liselotte Puggaard.
Hun vil ikke skulle stå for undervisningen alle gange. Der vil blive indhentet alt fra naturvejledere til kokke til at varetage børnenes undervisning. Børnenes kendte lærere er med til at støtte op om den planlagte dag.

Skal tiltrække elever

At Asmildkloster Landbrugsskole overhovedet vælger at lægge jord og mandetimer i projektet har flere grunde.
For det første havde de et stykke jord, de ikke vidste hvad de skulle bruge til og for det andet har de et brændende ønske om, et større samspil mellem byen og landbruget.
- Og så er et af målene i sidste ende jo helt klart, at få flere unge til at tage en af de grønne uddannelser, siger forstander Lars Møgelbjerg Andersen.

Store drømme

På sigt skal jordstykket mod søerne være meget mere end haver. Lukkes de store drømme fri, bliver der snakket om drivhuse, frugt- og bærplantage, krydderurter, nøddebuske, udekøkken, bålhytte, shelters, insekthotel, bistade, høns og kaniner.
Men lige nu og her håber landbrugsskolen at kunne påbegynde etableringsfasen efter økologiske principper først i det nye år og allerede til foråret modtage de første elever.
Elever, som også kan være andre grupper end folkeskoleklasser. Måske udsatte unge, enkelte elever som ikke trives og så videre.

Det gode liv

Asmildkloster Landbrugsskole har undersøgt, hvor i nærheden, der ligger et lignende tilbud til de unge.
Den nærmeste 4H-have ligger i Hobro og den nærmeste »Haver til Maver« skolehave ligger i Egå.
Som startskud modtog Asmildkloster Landbrugsskolen for nylig 100.000 fra Nordea Fonden fra erhvervsfilialdirektør Mette Haahr fra Nordea Viborg.
- Fonden støtter det gode liv. Og fællesskab, læring og udeliv er i høj grad det gode liv. Lokalt kommer det stykke jord jo til at være til gavn for alle, sagde hun.

Læs også