Agri Nord: Glyphosat-godkendelse er en fantastisk nyhed
Meddelelsen om at glyphosat, også kendt som Round Up, har fået godkendelse i endnu fem år vækker glæde hos Agri Nords planteavlsafdeling.
Det er en glad chef for Agri Nord Planteavl, der har modtaget nyheden om, at landmændene må bruge glyphosat, eller Round Up, som det kaldes i daglig tale, i endnu fem år.
- Det er en fantastisk nyhed, siger chefkonsulent Flemming Floor Jensen. Det er EU, der har forlænget godkendelsen af ukrudtsmidlet. Den nye godkendelse skete med kvalificeret flertal, idet 18 lande stemte for.
Giver mulighed for miljørigtigt landbrug
Flemming Floor Jensen understreger, at brugen af Round Up sikrer, at landbruget fortsat kan bekæmpe ukrudt med sprøjtemidlet, som er mere effektivt end plov og harve. Samtidig giver det mulighed for reduceret jordbehandling, hvor man kan drive store arealer uden stort brændstofforbrug og på et minimum af tid.
- Reduceret jordbearbejdning er med til at skåne miljøet for CO2-udledning, siger Flemming Floor Jensen.
- Samtidig er den reducerede jordbehandling med til at forbedre jordens struktur, idet den mere skånsomme dyrkningsteknik giver mere liv i jorden i form af regnorme og mikroorganismer, understreger konsulenten.