Lossepladser ønskes fredet

Danmarks Naturfredningsforening ønsker et naturområde fredet, der indeholder to tidligere lossepladser

Torsdag blev der afholdt høringsmøde omkring fredning af et 62 hektar stort område ved Tømmerup ved Kalundborg omfattende et unikt bakkelandskab med bakketoppe på hhv. 41,45 og 35 m.o.h, der blev dannet sammen med det øvrige Nordvestsjælland, da isen trak sig tilbage efter den sidste istid.

Det er Danmarks Naturfredningsforening (DN), der har rejst fredningssagen, idet man blandt andet ønsker at bevare nogle sjældne orkideer samt fastholde og øge borgernes mulighed for at færdes i området, hvor man blandt andet kan se helt til Nordfyn i klart vejr.

Eftersom fredningen også omfatter landbrugsjord rundt om selve bakkerne, er der otte berørte lodsejere, der kan imødese begrænsninger i brugsretten på deres jord, hvoraf noget bliver taget helt ud af drift, hvis fredningen bliver en realitet.

I 1960'erne-1980'erne blev først gravet grus i to af bakkerne, som efterfølgende blev anvendt som kommunal losseplads. 

- Det unikt, for det må være første gang i verdenshistorien, at en miljøorganisation freder to lossepladser, lød den humoristiske kommentar til fredningsplanerne fra Ole Gammelby, Ubberup, som er en af de berørte landmænd.

- Fristen for at indsende høringssvar til fredningen er tirsdag den 23. juni, meddelte formand for fredningsnævnet, Ole Stryhn.

Læs også