Selvom dyrskuet naturligvis står i dyrenes og maskinernes tegn, så er der også mulighed for at opleve mange andre aktiviteter
Der er masser at se og opleve for både store og små, når
Landbrugsmessen Gl. Estrup løber af stablen på lørdag og søndag den 30. og 31.
maj.
Som noget nyt har arrangørerne i år valgt at give gratis
entre til børn under 14 år.
På pladsen om lørdagen kan børnene enten selv være med
eller opleve børnedyrskuet. Et nyt tiltag for børnene er i år legelandet
Hop-Hans med hoppeborge, trampoliner, elastikspring og andre aktiviteter i
stedet for det velkendte tivoli.
Legeland er et andet, afgrænset område, hvor børnene kan
more sig under opsyn, mens de voksne kan gå en tur på Messepladsen. På Børnegården
er der mulighed for at håndmalke en ko, klappe en kalv og et lam eller boltre
sig i halm- og kornland.
Kæmpetraktorer dyster
Ud over weekendens aktiviteter med malkekvæg, kødkvæg, får
og heste vil man søndag fra 9.00 til 12.00 kunne opleve mange hestekræfter, når
traktor-trækkerne sender deres sorte røg ud over dyrskuepladsen i turneringen
FarmCup.
Det er LandboUngdom Norddjursland, der står bag
traktortrækket, hvor der deltager cirka 25 traktorer med en ydeevne helt op til
1.500 hestekræfter.
Der er også udstilling af veteranbiler og -motorcykler
samt trucks og fjernstyrede minilastbiler i et størrelsesforhold på 1:14.
I løbet af weekenden kan man se shows rundt omkring på
pladsen med linedance, politihunde, m.m. Søndag kan gæsterne prøve kræfter med
en Segway.