Danmarkspremiere i Roskilde
Ny Puma fra Case IH blev for første gang vist på Roskilde Dyrskue
Traktorserien overholder kravene for de nye Stage 4 emissionskrav. Det klarer Puma’en udelukkende ved brug af AdBlue, altså uden partikelfilter, EGR-køler eller recirkulering af udstødningsgasser.
- Det er en stor fordel for motorens holdbarhed og olieintervaller, påpeger marketingchef Kristian Refnov.
Masser af LED-lys
Case IH har også benyttet lejligheden til at opdatere traktoren på andre fronter. Den har således fået ikke mindre end 14 LED-lygter og et nyt komfortsæde.
Den nye topmodel har også fået Case IH’s helt nyudviklede foragerautomatik.
Puma-serien, der strækker sig fra 150 til 270 hk motoreffekt, vil være klar til demonstration hos kunder i løbet af høsten.