Gps på drænploven sparer tid

- Med en gps på drænploven spares der tid sammenlignet med laserudstyr, siger vestjysk dræn-specialist.

- Det skal aldrig af igen.

Sådan siger Michael Pagaard om det gps-udstyr, han siden slutningen af 2013 har haft siddende på sin bugserede drænplov.

- Med gps’en på drænploven rammer vi den optimale dybde, når vi dræner. Tidligere, da vi brugte laserudstyr i forbindelse med dræning, gik vi nok nogen gange lidt for dybt i foran en bakke for at være sikre på at ramme den rigtige dybde på den anden side af bakken, fortsætter Michael Pagaard, der driver Ilderhede Kloak- & Spuleservice, Sdr. Felding i Midtjylland.

Han er rigtig glad for gps-udstyret, der er af mærket Trimble og leveret af Geoteam A/S. Udstyret arbejder med meget stor præcision og sparer tid sammenlignet med laserudstyr.

 

Bøvl med laserudstyr

- Førhen brugte jeg meget tid på at flytte rundt med laserudstyret. Og det var ikke så sjældent, at et køretøj kom til at holde i vejen og spærre for laserstrålen under drænarbejdet, så flere mand måtte holde stille, indtil laserstrålen havde fri bane igen. Hertil kommer, at vi tit døjede med at få laserudstyret til at fungere ordentligt i regn og tåge, fortæller Michael Pagaard.

Han føjer til, at gps-udstyret er meget nemt at lære at bruge. Den eneste svaghed er, at gps-signalerne kan blive forstyrret ved kørsel langs læhegn og lignende.

- Når vi er færdige med at dræne et stykke, ligger det hele - drænenes placering og dybde - inde i gps-computeren. Herfra sendes det automatisk til Geoteam, som ved hjælp af et særligt program printer et kort ud og sender det til os, så vi kan aflevere det til kunden, siger den vestjyske dræn-specialist.

 

Modul udarbejder drænplaner

Udviklingen stopper imidlertid ikke ved gps’en på drænploven. Geoteam A/S er nu også gået i luften med modulet Surface til computerprogrammet Farm Works. Ved hjælp af Surface modulet, der også er udviklet af Trimble, kan der udarbejdes en komplet drænplan for et areal, inden det skal drænes.

Mikael Andersen, Asbjerggaard ved Slagelse, fik sidste år drænet 10 hektar ud fra en drænplan udarbejdet med Surface modulet.

- Det hele startede med, at jeg kørte over den mark, der skulle drænes, med en af mine traktorer med Trimble Autostyring. På denne måde kortlagde jeg markens højdekurver med to centimeters præcision. Det er en ret flad mark, så på råd fra Geoteam kørte jeg i spor med seks meters afstand, fortæller den vestsjællandske landmand.

 

Foreslår også rørdimensioner

- Markens højdekurver blev opsamlet i gps-computeren, hvorfra jeg overførte dem til Geoteam, fortsætter Mikael Andersen.

Ved hjælp af Surface modulet udarbejdede firmaet nu forslag til et drænkort. Udover drænenes dybde og placering på marken kommer Surface modulet også med forslag til rørdimensioner og afstand mellem drænene under hensyntagen til boniteten og lokale forhold.

- Da drænkortet var klar, fik vi en lokal maskinstation til at foretage dræningen med en drænplov udstyret med en gps-antenne. Drænene trak med det samme, og skulle det blive nødvendigt, er de nemme at finde ved hjælp af en gps, påpeger Mikael Andersen.

 

Større kapacitet med gps

Agronom Jens Christian Skov Jensen fra Geoteam A/S ser store perspektiver i anvendelse af gps-udstyr ved dræning.

- På grund af den tid, der spares ved at anvende gps-udstyr i stedet for laser, løftes kapaciteten, fordi dræn-udstyret kan udnyttes bedre. Vi har nu flere kunder, der anvender gps-udstyr til dræning, fortæller Jens Christian Skov Jensen.

- Vi har nu sikret os, at Surface modulet til udarbejdelse af drænplaner fungerer i praksis. Det giver overblik, så risikoen for fejl i forbindelse med dræning mindskes. Derfor er vi nu begyndt at sælge det, tilføjer han.

Povl Thaysen, Glamsbjerg på Fyn, der har 40 års erfaringer med gravefri dræning, har som den første investeret i et Surface modul, som han har store forventninger til.

Læs også