Hos Patriotisk Selskab er man tilfreds med den nye regering, men der er også en snert af bekymring at spore, over at det er endt med en ren Venstre-regering:

- Selvom Venstre traditionelt set er et landbrugsvenligt parti, bekymrer vi os om, hvorvidt de vil kunne få gennemført de tiltag, der er nødvendige for at sikre landbruget bedre rammevilkår og dermed en fremtid, siger formand i Patriotisk Selskab, Peter Cederfeld de Simonsen.

Han fortæller, at landbruget nu i mange år har efterspurgt lige konkurrencevilkår med nabolandene, og det er glædeligt, at overimplementering er en af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens mærkesager.

- Vi forventer, hun straks vil gå i gang med at arbejde for forandringer – både på vegne af det økologiske og det konventionelle landbrug. Et godt sted at starte vil være ved kravet om randzoner, der er helt ude af trit med virkeligheden. Det er omkostningsfrit at fjerne kravet, men forskellen, det vil gøre for landbruget, vil være til at mærke, siger Peter Cederfeld de Simonsen.