Kvalitetstjek af korn og foder kan sikre mod tab
Løbende vand- og proteinanalyser af hjemmeblandet foder er afgørende for at sikre kendskab til foderindhold og korrekt fodring
- Det er dog ikke givet, at det skal være sådan, fortæller Jacob Dall, som har det faglige ansvar for svinefoder hos Vitfoss.
- Gennem intensiv kontrol og opfølgning på kvaliteten af både råvarer og slutprodukt, sammen med en optimal formaling, kan det lade sig gøre at opnå en meget god foderudnyttelse af hjemmeblandet foder også, lover han.
Kontrol afgørende for kvalitet
Ifølge Jacob Dall er det afgørende for kvaliteten af slutproduktet, at råvarerne og processen er kontrolleret så meget som muligt.
- Indtil det bliver økonomisk attraktivt på bedriftsniveau at investere i maskiner til hurtig-analyser, vil det i praksis kun være interessant at lave stikprøver, baseret på en prøveplan, siger han.
En kvalitetskontrol bør være så enkel som mulig, prismæssigt overkommelig, og omfatte alle faktorer, der påvirker slutproduktet. Det betyder, at både råvarer og teknik skal kontrolleres.
- Indkøbte råvarer er omfattet af lovgivning vedrørende deklaration og tilladte afvigelser. På bedriftsniveau har kvaliteten af det anvendte korn og blandeanlæggets funktion inklusiv fejlindtastninger væsentlig indflydelse på kvaliteten af det producerede foder, forklarer Jacob Dall.
1,5 kroner tabt pr. produceret gris
- Hvis det indregnede proteinindhold i korn er 0,5 procentenheder højere end det faktisk aktuelle indhold, vil foderet mangle tre til fire gram protein pr. kilo, forklarer Jacob Dall.
- Med hvedes indhold af lysin svarer det til, at der mangler 0,1-0,15 gram lysin (standard fordøjeligt, red.) pr. kilo foder, svarende til en underforsyning på en til halvanden procent i en slagtesvin-enhedsblanding.
- Eller sagt på en anden måde. To gram daglig tilvækst, 0,5 FEsv pr. produceret gris, og minus 0,06 procent kød, hvilket samlet svarer til 1,0-1,50 kroners tab pr. produceret svin.
- Hertil kommer omkostninger ved blandefejl, forårsaget af fejl i indtastede råvarer eller doseringer af komponenter i blandeanlægget, fastslår Vitfoss' fagligt ansvarlige for svinefoder.
På den baggrund anbefaler han alle hjemmeblandere til at kvalitetssikre deres foderproduktion.
Tilbyder færdig pakkeløsning
- Den mest simple og kost-effektive måde til at sikre, at foderet blandes korrekt, er at man med mellemrum analyserer proteinindholdet samtidigt i kornet og i det producerede foder, siger han og tilføjer, at Vitfoss tilbyder en færdig pakkeløsning med i alt 12 vand-/proteinanalyser.
- Når man sender sine prøver ind, bliver der registreret, hvilke blandinger der er udtaget prøver af, samt hvad det forventede vand- og proteinindhold er.
Vitfoss sammenligner herefter de målte resultater med de forventede, og foreslår om nødvendigt tilpasninger af optimeringerne, for at sikre det bedst mulige produktionsniveau.
Man kan bestille korn- og foderanalyser hos sin landmix-konsulent. Prisen er afhængig af hvor mange vådfoderprøver der indgår, men vil ligge mellem 0,002-0,003 kroner pr. foderenhed i en 1.000 søers besætning med smågriseproduktion.
Effektivt Landbrug har forespurgt 3S, Danish Agro, ATR Landhandel samt Vestjyllands Andel om de ligeledes tilbyder analyser af korn og foder. Alle har svaret bekræftende på dette.






































