Skal hvedepriserne længere ned?
De lave priser på korn og sojabønner vil bide sig fast i det kommende år, lyder det fra den amerikanske råvarehandler Joe Bedore.
De lave priser på korn og sojabønner vil bide sig fast i det kommende år. Det sagde Joe Bedore fra handelshuset FC Stone, da en gruppe danske landmænd tirsdag mødte ham på verdens største råvarebørs Chicago Board of Trade (CBOT).
Joe Bedore vurderer, at de aktuelle priser på majs og soja vil forblive lave, idet vi har udsigten til endnu en stor høst ikke bare i USA, men på verdensplan. Vejret kan nå at drille, men for hver uge, regnen falder i USA's midtvest, bliver det mere og mere sikkert, at der kommer en ny kæmpehøst, som vil holde priserne nede.
Mere pessimistisk er han på hvedeprisens vegne, hvor han imødeser endnu et kraftigt fald på op til 10-15 procent – fra et allerede lavt niveau.
Effektivt Landbrugs læsere kan følge med i turen i de kommende dage, hvor rådgiver i Agrocura, Jens Schjerning, hver dag vil sende seneste nyt hjem.